Så skete det: Ikonisk DR-par har optaget for sidste gang

LÆS OGSÅ: Jørgen Skouboe går på pension
Et kapitel i dansk tv-historie er nu definitivt lukket.
Det ikoniske værtspar Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk har optaget deres sidste afsnit sammen af det populære DR-program "Nak & Æd".
DR bekræfter fredag i et opslag på Facebook, at optagelserne med Jørgen er afsluttet, og at det endegyldige farvel blev indspillet på Sprogø, midt i Storebælt, med solen højt på himlen og broen i baggrunden.

Det har dog længe været kendt, at Jørgen ville trække sig tilbage – og nu er det sidste kamera blevet slukket.
"Det sidste program med Jørgen er nemlig i kassen. På Sprogø – midt i Storebælt – under høj sol og med broen som bagtæppe, pakkede han teltet sammen én sidste gang," skriver programmet på sin Facebookside.
Det er dermed slut for det umage makkerpar, der har nakket og ædt sig gennem Danmark og udlandet siden 2010.
Fra vildsvin i Østeuropa til lokale specialiteter i Grønland – og endda en kongelig gæstetur med Frederik, dengang han stadig var kronprins.
Siden opslaget blev delt, har tusindvis af danskere reageret.
Fans fra hele landet har lagt beskeder fyldt med taknemmelighed, sorg og ikke mindst gode minder. Mange har nemlig svært ved at forestille sig programmet uden Jørgen – den rolige jæger med det skæve smil og tørre humor, som sammen med Nikolajs vilde energi har skabt et af DR’s mest elskede programmer.

Selvom Jørgens tid foran kameraet er forbi, er der endnu håb for programmet. DR har nemlig slået et jobopslag op i jagten på en ny partner til Nikolaj Kirk.
Skal det være dig?