Streaming30. marts 2023

Quentin Tarantino gør det (igen) for sidste gang

Har mange gange sagt, at hans næste film bliver hans sidste. Nu er manuskriptet klar
Quentin Tarantino er næsten lige så berømt som sine skuespillere. Her ses han sammen med vennen Brad Pitt og Daniella Pick.
Quentin Tarantino er næsten lige så berømt som sine skuespillere. Her ses han sammen med vennen Brad Pitt og Daniella Pick.
 Foto: Stewart Cook For The Hfpa/Reuters/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Regina Hall flirter med en rødmende Brad Pitt for åben skærm

Den amerikanske filminstruktør Quentin Tarantino har færdiggjort manuskriptet til sin tiende og - ifølge eget udsagn - sidste film.

Det fortæller instruktøren selv.

Tarantino står blandt andet bag hitfilm som "Kill Bill", "Inglourious Basterds" og "Pulp Fiction".

- Jeg har færdiggjort manuskriptet til det, der bliver min sidste film, siger 60-årige Tarantino ifølge nyhedsbureauet AFP onsdag under et besøg i Paris.

- Jeg forestiller mig, at vi måske optager den i efteråret.

Hans seneste film er "Once Upon a Time... in Hollywood" fra 2019.

Det var hans niende film i rækken, hvis man tæller de to "Kill Bill"-film som én.

- Jeg er en entertainer. Jeg vil stoppe, mens I ønsker mere.

Quentin Tarantino

Tarantino har mange gange bebudet, at han vil nøjes med at instruere ti film i løbet af sin karriere.

Den tiende film, som får navnet "The Movie Critic" ("Filmkritikeren"), kommer til at udspille sig i 1977, tilføjer han.

Voldsomt filmkatalog

Igennem tre årtier er Tarantino gået fra kultstatus til at være blandt de mest roste instruktører i branchen. Han fyldte for få dage siden 60 år.

Med "Håndlangerne" fra 1992, som han både skrev og instruerede, gjorde han sig straks bemærket.

Filmen fulgte han op med endnu et hit, der udkom to år senere i 1994.

I filmen "Pulp Fiction" samlede han skuespillere som John Travolta, Samuel L. Jackson, Bruce Willis og Uma Thurman og skabte en kultklassiker med vold, humor og mindeværdige scener med blandt andet dans og burgerdiskussioner.

Løftet om at holde sig til ti film agter han at holde, fortalte Tarantino i november til CNN.

- Jeg er en entertainer. Jeg vil stoppe, mens I ønsker mere, sagde han.

Tarantino afviste i øvrigt rygter om, at der skulle være tale om en biografisk film om Pauline Kael, som var filmkritiker for magasinet The New Yorker. Hun døde i 2001.

Ifølge instruktøren handler filmen ikke om en specifik filmkritiker.

Sponsoreret indhold