Streaming2 timer siden (opd. 2 timer siden)

Piller Jimmy Kimmel af skærmen: Gik for langt i udtalelser om drabet på Charlie Kirk

ABC fjerner Jimmy Kimmels aftenshow efter tv-værtens bemærkninger om Kirk-attentat. Trump roser beslutningen
Har Jimmy Kimmel haft den sidste kendte gæst? Hvis svaret er ja, var skuespilleren Rob Lowe en af dem, som kan kalde sig de sidste.
Har Jimmy Kimmel haft den sidste kendte gæst? Hvis svaret er ja, var skuespilleren Rob Lowe en af dem, som kan kalde sig de sidste.
 Foto: Nipi/Backgrid/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Er han den næste til at forlade USA?

Den amerikanske tv-station ABC stopper tv-værten Jimmy Kimmels aftenshow, "Jimmy Kimmel Live!", på ubestemt tid.

Det oplyser en unavngiven talsperson fra ABC til tv-stationen CNN og nyhedsbureauet AFP.

Meldingen fra ABC kommer, efter at Kimmel har fået kritik for bemærkninger omkring attentatet på den konservative aktivist Charlie Kirk på et universitet i delstaten Utah.

Charlie Kirk blev dræbt under et debatmøde onsdag i sidste uge.

Den formodede gerningsmand, 22-årige Tyler Robinson, blev to dage senere anholdt og er siden blevet sigtet for drab.

Her forlader Jimmy Kimmel angiveligt tv-studiet, efter beslutningen blev truffet.
Her forlader Jimmy Kimmel angiveligt tv-studiet, efter beslutningen blev truffet.
 Foto: Aude Guerrucci/Reuters/Ritzau Scanpix

I en monolog i mandagens udsendelse talte Kimmel om attentatet. Her nævnte værten, at MAGA-bevægelsen havde forsøgt at lægge afstand til Tyler Robinson.

MAGA står for Make America Great Again og har længe været et kendt Trump-slogan.

- Vi havde nogle nye lavpunkter i weekenden, hvor MAGA-banden desperat forsøgte at fremstille den unge person, der myrdede Charlie Kirk, som alt andet end én af dem - og brugte alt, hvad de kunne, for at score politiske point på det, sagde Kimmel i mandagens udsendelse.

Her ses Kimmel sammen med kollegaen Stephen Colbert, der permanent har fået fjernet sit show.
Her ses Kimmel sammen med kollegaen Stephen Colbert (t.v.), der permanent har fået fjernet sit show. Det skete efter vedholdende kritik af Donald Trump og hans regering. Officielt er Colbert dog droppet fra næste år, fordi showet angiveligt er en kæmpe underskudsforretning.
 Foto: Ritzau Scanpix

USA's præsident, Donald Trump, roser ABC for beslutningen.

- Gode nyheder for USA. Det seerudfordrede Jimmy Kimmel Show er aflyst. Tillykke til ABC for endelig at have modet til at gøre det, der måtte gøres, skriver Trump natten til torsdag på sit sociale medie Truth Social.

Mediegruppen Nexstar Medie Group havde tidligere på onsdagen oplyst, at man ville fjerne Kimmels show fra sine 32 ABC-stationer.

- Kimmels kommentarer om Kirks død er stødende og ufølsomme i en kritisk tid for vores nationale politiske debat, sagde Andrew Alford, der præsident for Nexstars tv-division, ifølge Reuters.

Formanden for den amerikanske kommunikationskomité (FCC), Brendan Carr, havde forinden i et radioprogram opfordret ABC's lokalstationer til at fjerne Kimmel-showet, skriver Reuters.

Kimmel har siden 2003 været vært på "Jimmy Kimmel Live!". I talkshowet har han flere gange gjort grin med Trump.

Den amerikanske præsident har flere gange langet ud efter Kimmel og kaldt ham dum.

Da tv-stationen CBS i juli oplyste, at den droppede talkshowet "The Late Show With Stephen Colbert " fra maj 2026, skrev Trump på sit eget sociale medie, Truth Social, at han håbede, at Kimmels program blev skrottet.

- Jeg elsker, at Colbert er blevet fyret. Hans talent var endnu mindre end hans seertal. Jeg har hørt, at Jimmy Kimmel bliver den næste. Han har endnu mindre talent end Colbert!, skrev Trump dengang.

Trump gentager natten til torsdag sin kritik af begge værter. Samtidig opfordrer han tv-stationen NBC til at stoppe programmerne "The Tonight Show Starring Jimmy Fallon" og "Late Night with Seth Myers".

- Det efterlader Jimmy (Fallon, red.) og Seth (Meyers, red.) - to totale tabere - på Fake News NBC. Deres seertal er også forfærdelige. Gør det, NBC!, skriver Trump.

Jimmy Kimmel har ikke umiddelbart kommenteret, at ABC stopper hans populære aftenshow.

Sponsoreret indhold