Ny dansk Netflix-aftale efter konflikt

Den danske filmbranche har indgået en rettighedsaftale med Netflix.
Det skriver Netflix i en pressemeddelelse, som Politiken omtaler.
Aftalen kommer i kølvandet på en længerevarende konflikt mellem Create Denmark og streamingtjenesterne.
Create Denmark varetager skuespilleres, instruktørers og manuskriptforfatteres interesser.
Konflikten fik flere streamingtjenester til at sætte en stopper for udviklingen af nye dramaproduktioner i Danmark. Det gjaldt blandt andre tjenesterne Netflix, Viaplay og TV 2 Play.
Parterne har været uenige om, hvorvidt danske filmfolk skulle have bedre betaling af streamingtjenester, når deres tv-serier blev vist for et større publikum.
TV 2 blev for halvanden måned siden enige med Create Denmark om en aftale, mens Viaplay også nåede frem til en aftale, som gælder frem til næste sommer.
Nu er Netflix altså også nået til enighed med de danske filmfolk.
Ifølge Politiken træder aftalen i kraft, når den er godkendt af forbundene og Producentforeningen, og den løber frem til udgangen af 2024.