Nu bliver Lotte & Totte til en biograffilm

Børn, forældre og bedsteforældre kan se frem til et gensyn med de kendte figurer fra Gunilla Woldes ikoniske børnebøger.
Til sommerferien får "Lotte & Totte – Min Første Ven" nemlig biografpremiere, og dermed bringes de klassiske karakterer til live i en helt ny animationsfilm.
Den 3. juli lander filmen i de danske biografer. Og instruktøren og manuskriptforfatteren bag filmen, Mia Fridthjof, håber, at filmen særligt kommer til at ramme børn, der besøger biografen for allerførste gang:
- Jeg elsker familiefilm med flere lag, hvor både børn og voksne kan grine og blive rørt.
- Det har jeg forsøgt at skabe med filmen, lyder det i en pressemeddelelse om nyheden.
Ifølge Fridthjof vil også større søskende, forældre og bedsteforældre også kunne få glæde af historien, som bygger på de elskede bøger, der i mere end 50 år har været en fast del af mange skandinaviske børneværelser.

Det er i øvrigt den erfarne animationsinstruktør Christian Kuntz, som har stået for at genskabe de klassiske figurer i et nyt visuelt design.
Og filmens stemmeliste tæller en perlerække af kendte skuespillere:
Rasmus Bjerg som far, Marie Askehave som mor, Bodil Jørgensen som mormor, Mia Lyhne som læge, Smilla Fridthjof som Lotte og Bastian Lykke Raben som Totte.