Streaming12. september 2022

Netflix bløder abonnenter: Overvejer at droppe binge-model

Streamingtjenesten vil i stedet udgive afsnit ugentligt
Arkivfoto.
Arkivfoto.
 Foto: Bing Guan/Reuters/Ritzau Scanpix

Streamingkrigen raser i den grad, og vi forbrugere er fanget lige midt i den.

Nye streamingtjenester popper op i tide og utide, som forsøger at vinde brugere over på deres side ved at producere nyt, originalt indhold.

Det giver de etablerede streamingtjenester kamp til stregen, der må nytænke deres strategier, så de fortsat får penge i kassen.

Det går nu ud over den nok mest kendte streamingtjeneste Netflix.

Vil udgive afsnit én gang om ugen

Ifølge Screen Rant går Netflix lige nu og tygger på at gå væk fra deres binge-model, hvor alle afsnit af deres originale serier bliver udgivet på én gang, og over til udgivelser på ugentlig basis, som de gør med nogle af deres andre originale serier.

For når Disney+, HBO Max, Amazon Prime, Apple TV+ og Prime Video også lokker kunder til, er det nødvendigt at tænke i nye baner.

Netflix led for første gang i ti år et tab af abonnenter. Her mistede streamingtjenesten 200.000 brugere i det første kvartal. Og Netflix forudser flere tab.

Derfor genovervejer de deres binge-model for at holde på abonnenterne i længere tid.

Hitserie kommer i binge-form

Netflix ser et potentiale i at udgive afsnit ugentligt. Herved undgår man nemlig spoilere allerede på premieredagen.

En tredje model, som streamingtjenesten også har eksperimenteret med, oplevede seerne blandt andet med hitserierne "Ozark" og "Stranger Things". Her blev sæson fire af hver af de to serier delt op i to dele.

Netflix har dog ikke helt sluppet binge-strategien endnu, da streamingtjenesten har meldt ud, at alle afsnit af sæson fem af "Stranger Things" vil udkomme på samme dag.

Sponsoreret indhold