Streaming13. december 2023

Netflix afslører premieredato: Nu kommer sæson tre af "Bridgerton"

Endelig kan vi plotte en fridag i kalenderen for at binge første del af "Bridgerton" sæson tre – se traileren her
Penelope har nok at se til i "Bridgerton".
Penelope har nok at se til i "Bridgerton".
 Foto: Netflix

LÆS OGSÅ: Du kan godt begynde at glæde dig: Nu kommer "Queen Charlotte: A Bridgerton Story"

Har du også bidt negle af nervøsitet for, om Penelope og Colin får hinanden? Snart udløses spændingen.

Netflix har nemlig offentliggjort datoen for, hvornår tredje sæson af "Bridgerton" får premiere, så du i ro og mag kan begynde at planlægge den store begivenhed.

For første gang bliver sæsonen delt i to. Den første del får premiere 16. maj, den anden 13. juni.

I alt er sæsonen otte afsnit lang.

Og denne gang er fokus altså på historien om Penelope og Colin – et par, der må siges at være fanfavorit.

– Vi skal vente meget længe, men min krop er klar, skriver en fan.

– Jeg er så spændt! "Polin" kommer, skriver en anden, der altså hentyder til Penelope og Colins parnavn.

Spoileradvarsel: Det skriver Netflix om sæson 3

Penelope Featherington (Nicola Coughlan) har endelig opgivet sin lange forelskelse i Colin Bridgerton (Luke Newton) efter at have hørt hans nedsættende ord om hende i sidste sæson.

Hun har dog besluttet, at det er på tide at få sig en ægtemand – helst en, der vil give hende nok uafhængighed til at fortsætte sit dobbeltliv som Lady Whistledown, langt væk fra sin mor og sine søstre.

Men Penelope mangler selvtillid, og hendes bestræbelser på ægteskabsmarkedet mislykkes på spektakulær vis.

I mellemtiden er Colin vendt tilbage fra sine sommerrejser med et nyt look og en seriøs følelse af selvsikkerhed. Men han bliver nedtrykt, da han opdager, at Penelope – den eneste person, der altid har værdsat ham, som han var – giver ham den kolde skulder.

Ivrig efter at vinde hendes venskab tilbage tilbyder Colin at lære Penelope, hvordan hun får mere selvtillid – for at hjælpe hende med at finde en ægtemand i denne sæson. Men da hans lektioner begynder at virke lidt for godt, må Colin gøre op med sig selv, om hans følelser for Penelope virkelig bare er venskabelige.

Penelopes situation kompliceres af bruddet med Eloise (Claudia Jessie), som har fundet en ny ven et meget uventet sted, mens Penelopes voksende plads i byen gør det endnu sværere at holde hendes Lady Whistledown-alter ego hemmeligt.

I forbindelse med offentliggørelsen af premieredatoen løfter Netflix og Shondaland sløret for en video – med speak af selveste Lady Whistledown – der indfanger og fremhæver "Bridgerton"-fansenes store interesse i al slags information om den nye sæson.

Videoen sammenfletter fan-tweets, kommentarer fra sociale medier og TikTok-videoer og afslører premieredatoerne for den nye sæson.

Se den her:

Trailer og plakat for sæsonen er endnu ikke afsløret – i vanlig stil fra Netflix.

Sponsoreret indhold