
Morten Brovn længes efter landet: - Jeg vil ha’ en ko

LÆS OGSÅ: De kendte hygger i biffen til "Carmen Curlers"
Han voksede op omgivet af landbrug i Nordjylland – og for ”Carmen Curlers”-skuespilleren Morten Brovn, 44, som i dag bor i nordsjællandske Humlebæk med hustruen Astrid og deres to børn, er det en drøm en dag selv at flytte længere ud på landet.
– Der er ikke noget, der trækker i mig for at blive landmand, men jeg vil gerne have et sted, hvor der er lidt mere åbne vidder omkring én – og man er tættere på naturen.
Og så vil jeg gerne have et par dyr, erklærer skuespilleren, da SE og HØR møder ham i forbindelse med den tredje og sidste sæson af ”Carmen Curlers”.
Og det er ikke et helt almindeligt kæledyr som en hund eller kat, skuespilleren drømmer om:
– Jeg vil enormt gerne have en ko! Det vil jeg virkelig gerne.

Jeg romantiserer det at have en ko helt sindssygt, siger han og forklarer, hvad det lige er ved køer, der tiltaler ham:
– De er så godmodige af natur – kan de i hvert fald være, når de har det godt.
Måske sker det en dag – måske er det også bare noget, jeg maler et romantisk billede af. Men det kunne jeg virkelig godt tænke mig, lyder det med et smil.
Det var under opvæksten i nordjyske Brønderslev, at Morten Brovns interesse for skuespil begyndte.
– Men det var ikke noget, jeg tænkte, jeg kunne drive til noget, siger ”Carmen Curlers”-juristen.
Da han lavede amatørteater, bemærkede instruktøren dog Mortens talent.
Han sagde til ham, at hvis det var en vej, han ville gå, skulle han nok komme ind på en af skolerne.
Unge Morten flyttede til Aarhus – og søgte ind på skuespillerskolerne i Aarhus og København, men kom ikke ind.
– Og så lagde jeg det lidt på hylden.
Året efter søgte forsøgte han dog igen og søgte ind på skuespillerskolerne i Aarhus, København og Odense – og kom ind på sidstnævnte, hvorfra han blev uddannet i 2009.
Herefter fik han job på teatret Mungo Park Kolding, i dag Kolding Egnsteater – og det var, mens han var der, han fandt sammen med sin hustru, Astrid.

Efterskolebryllup
De havde gået på efterskole sammen og havde efterfølgende kun mødt hinanden et par gange til gensynsarrangementer og tilfældigt på festivaler – men en dag tog Astrid kontakt til ham, og de mødtes.
– Så tog vi på en ferie sammen, og så opstod der ting sager. Så flyttede vi sammen, fik et barn og blev gift, siger Morten.
Tre måneder efter fødslen af datteren Anna, 11, sagde parret ja til hinanden – og brylluppet blev holdt på en efterskole i sommerferien.
– Det var en storslået fest, husker Morten om den store dag ved Isefjorden, hvor gæsterne kom og overnattede et par dage.
Siden kom også sønnen Ebbe, ni, til.

Fars fans
For tiden kan man se Morten Brovn i Jakob Martin Strids hit ”Den fantastiske bus” i Skuespilhuset, hvor han både spiller grævling, hund, bjørn og ged.
– Så der er rigeligt at lave – der er masser af kostumeskift, lyder det fra dyrevennen.
Og skuespillerens to børn nyder at se far på scenen.
– Jeg tror stadig, de har det alderstrin, hvor det, at far står på scener og dukker op i tv nogle gange, er okay. Det, synes de, er meget sejt.
Så det nyder jeg bare, så længe det varer.
Tiden skal sikkert nok komme, hvor de ville ønske, jeg lavede noget andet – hvor jeg ikke stillede mig op på en scene, lyder det med et smil.


Drømte om bofællesskab
Sammen med hustruen, Astrid Raahede Brovn, som er læge, flyttede Morten for fem år siden til Humlebæk i Nordsjælland.
– Der ligger et boligfællesskab deroppe, der hedder Bakken – med fælleshus og fællesspisning, og det var vi enormt tiltrukket af i lang tid.
Men der kom ikke noget til salg, siger han og fortsætter:
– Vi valgte at flytte derop, fordi vores datter skulle starte i skole, og vi fandt et hus, som vi begge kunne se os selv i, og som vi også hurtigt kunne sælge igen – og så ventede vi på, der kom noget til salg på Bakken.
Men der er sket noget med prisniveauet, men også med vores drømme og idealer for, hvad vi egentlig godt kunne tænke os, så det er nu mere det at flytte ud på landet end at komme i et boligfællesskab.