Streaming5. september 2024

Morten blev adopteret som spæd: - Har altid følt mig anderledes

Den 37-årige manuskriptforfatter besøgte for et par år siden sit fødeland, Korea, men har ikke haft behov for at lede efter sin biologiske familie
Morten Mortensen , 37, skriver i dag manuskripter til tv-serier og underviser unge, der gerne vil søge ind på filmskolerne, i filmsprog og dramaturgi på sin egen filmaftenskole.
Morten Mortensen , 37, skriver i dag manuskripter til tv-serier og underviser unge, der gerne vil søge ind på filmskolerne, i filmsprog og dramaturgi på sin egen filmaftenskole.
 Foto: Martin Høien

LÆS OGSÅ: Det så du ikke i "Gift ved første blik"

Han var bare tre måneder gammel, da han kom til Danmark fra Korea – men selv om hans adoption på sin vis har været meget uproblematisk, kæmpede Morten Mortensen, 37, dog under opvæksten i midtjyske Hedensted med at føle, at han passede ind.

– Jeg har altid følt mig anderledes og har nok også altid følt en vis form for utryghed, fortæller Morten, da SE og HØR møder ”Gift ved første blik”-deltageren på Amager, hvor han bor i dag.

– Hvorfor utryghed?

– Jeg tror, at du som adopteret kæmper meget med det grundvilkår, der er i dit liv og i din eksistensberettigelse. Det ligger jo i vores historie, at hvis vores adoptivforældre havde fået et barn biologisk, så havde vi ikke nødvendigvis været her.

– Hvor kunne jeg så være endt? Hvem kunne så have været mine forældre? Den utryghed søgte jeg meget ved mine forældre: Er jeg jeres? Tilhører jeg virkelig jer? siger Morten og uddyber:

– Jeg kan huske, at når vi var på ferie og gik sammen, gjorde jeg meget ud af at tale dansk og meget højt – fordi jeg var bange for, at folk, der passerede os, ikke vidste, at jeg var deres søn.

For knap to år siden besøgte Morten for første gang sit fødeland, Korea – og det var nyt for ham ikke at stikke ud fra mængden.
For knap to år siden besøgte Morten for første gang sit fødeland, Korea – og det var nyt for ham ikke at stikke ud fra mængden.
 Foto: Martin Høien

Morten voksede op med udsigt til kornmarker og kvæg på en gård, som hans forældre havde overtaget fra hans bedstefar.

– Og jeg udviklede bare allergi over for alt! Det var lidt som om: ”Du hører ikke til her, du er slet ikke bygget til det her miljø”, siger han og ler.

– Men med to forældre, som havde kæmpet deres egen kamp for at få et barn. Det (ønske, red.) gik i opfyldelse og har præget min barndom rigtig meget at kunne mærke, at man var det der mirakelbarn, som var længe ventet, og at man udfyldte noget helt særligt hos dem, siger han.

Mobbet i skolen

Folkeskoletiden var dog langt fra nogen dans på roser for Morten, som fra 6.–7. klasse blev udsat for mobning.

– Jeg har svært ved i dag at sige, hvad mobningen gik på: om det var på grund af mit koreanske udseende eller min homoseksualitet, eller om det var en kombination.

–  Nelson  er mit et og alt. Han er mit barn, siger han om sin ni år gamle hund, som Morten deler med sin eks. De boede sammen på Møn, inden de for godt tre år siden gik fra hinanden.
– Nelson er mit et og alt. Han er mit barn, siger han om sin ni år gamle hund, som Morten deler med sin eks. De boede sammen på Møn, inden de for godt tre år siden gik fra hinanden.
 Foto: Martin Høien

Én ting var i hvert fald sikker: Jeg var anderledes end mange af dem, jeg gik i klasse med, siger Morten, som også altid har været et meget følsomt menneske med let til tårer.

Først da han kom på efterskole med fokus på det kreative i 9. og 10. klasse, følte Morten, at han passede ind og fik en masse venner. Og da han i 2012 blev introduceret for KoreaKlubben for adopterede koreanere, fandt han virkelig et fællesskab, der med hans ord ”omfavnede det, jeg var, og min historie”.

En helende rejse

Morten kender ikke hele forklaringen på, hvorfor han blev bortadopteret.

– Jeg ved kun det, som ligger rent historisk og kulturelt i Korea i ‘80’erne, siger han og fortæller, at hvis man som kvinde i Korea i 1980'erne fik et barn uden for ægteskab, var man meget dårligt stillet.

– Det var også forbundet med en vis form for skam. Jeg kan se i mine adoptionspapirer, at min mor var meget ung og uuddannet. Det gjorde, at hun ikke – formoder man, når jeg har talt med mit adoptionsbureau – havde ressourcerne og familieopbakningen, fordi hun var ugift, fortæller Morten, som for et par år siden rejste til Korea for at lære mere om sit hjemland.

– Jeg har gisnet mange gange om, hvad der var sket, hvis jeg var blevet i Korea, siger Morten, der blot var tre måneder gammel, da han blev adopteret af sine danske forældre.
– Jeg har gisnet mange gange om, hvad der var sket, hvis jeg var blevet i Korea, siger Morten, der blot var tre måneder gammel, da han blev adopteret af sine danske forældre.
 Privatfoto

– Det var virkelig en speciel oplevelse. Det var så helende. Jeg var der i 14 dage. Folk var så søde, og jeg følte virkelig, jeg havde været der før. Jeg var henne at se mit børnehjem og tænkte: ”Gud her var jeg for 36 år siden”.

Indtil nu har Morten ikke haft behov for finde sin biologiske familie, da han først har skullet forsone sig med at være adopteret. Han afviser dog ikke, at han engang i fremtiden vil forsøge at finde sin biologiske mor.

– Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det er at opgive sit barn og ikke vide, hvor det barn er, og om det lever. Jeg vil gerne sige tak og fortælle hende, at det er det mest uselviske, man kan gøre, siger Morten.

– Og så vil jeg gerne stille min nysgerrighed. Jeg har jo mange ting i min personlighed, jeg kan se ikke er kommet fra mine forældre, siger han og griner.

https://imgix.seoghoer.dk/20240829154814-0a06c79c-04ea-4eb4-8a85-ce722e3b4726/a9438f57-937c-4adf-a58f-7be892be6bd4.jpg
 Foto: Brian Lichtenstein/Snow Productions/DR

Fundet på Tinder

Det var ikke Morten selv, der fik idéen til at melde sig til ”Gift ved første blik”. På en grå januardag tikkede der nemlig pludselig en besked ind i indbakken.

– Der er en, der skriver på Tinder, at han er caster på ”Gift ved første blik”. Og så tænker jeg: ”Det er et skidegodt scoretrick det her”, siger Morten, som først afviste casteren med begrundelsen, at han ikke kan lide at være på kamera.

Men han blev ringet op af casteren og udfyldte et spørgeskema om sig selv. Herefter begyndte drømmen om at komme med i programmet at spire hos Morten, og i programmet blev han matchet med Søren.

– Jeg tænkte: ”Hold kæft, hvor ser han godt ud!”. Jeg er meget tiltrukket af mænd, der har skæg. Og hans øjne, der er det første, man lægger mærke til – og så er der noget ved Sørens ro, lyder det.

Sponsoreret indhold