Streaming6. maj 2024

Mode og romantik: Nu vender "Emily in Paris" tilbage

Den 15. august kan fans glæde sig til nye kærlighedsdramaer og modeeventyr i Paris, når Netflix-serien har premiere på sin 4. sæson

Hvis du er en af de mange, der har sukket efter mere romantik og mode fra den franske hovedstad, så er der gode nyheder.

Netflix-serien "Emily in Paris" er nemlig klar med sin fjerde sæson og lander på streamingtjenesten allerede til august.

Seriens fans kan se frem til at streame første del af den nye sæson den 15. august, mens anden del følger trop den 12. september.

Skuespillerne har selv været ude med små appetitvækkere til, hvad vi kan forvente os af den kommende sæson. Lily Collins lover en "sårbar" og "eventyrlysten" Emily, mens Lucas Bravo, der spiller kokken Gabriel, har valgt ordene "Holy f--king s--t" til at beskrive de nye afsnit.

Og hvis man skulle være i tvivl om dramaets omfang, så lover Sylvie-skuespillerinden Philippine Leroy-Beaulieu en sæson, der kan koges ned til ét ord: "Hævn".

Efter en tredje sæson, der sluttede med et bryllup og en graviditetsbombe, er spændingen omkring Emilys og Gabriels fremtid mere intens end nogensinde.

Vil de finde sammen, eller vil nye og gamle forviklinger holde dem fra hinanden?

Sponsoreret indhold