Meghan Markle og prins Harry gør klar til mere reality: Denne gang på Kardashian-facon
LÆS OGSÅ: Prins Harry fortsætter Netflix-eventyret uden Meghan Markle
Keeping Up With the Sussexes?
Det kunne måske i virkeligheden ikke være helt dårligt for alverdens realityfans, hvis Meghan Markle og prins Harry rent faktisk kastede sig ud i så hæsblæsende en realityomgang, som Kardashian-familien har været på siden 2007.
Lige for tiden florerer der i hvert fald heftige rygter om, at ingen ringere end Kardashian-klanens leder, den 67-årige Kris Jenner, har fået fingrene i Sussex-parret.
Ifølge flere udenlandske medier arbejdes der nemlig på at få den 42-årige Meghan Markle og den 39-årige prins Harry til at medvirke i den næste sæson af "The Kardashians".
- Det er ingen tilfældighed, at Kardashian-familien bevæger sig i de samme kredse som Meghans nye kreds, lyder det fra en insider til Bella Magazine. Det skriver Mirror.
- Det er bare en sikker vinder for de to familier at gå sammen, men Kris ønsker ikke at presse for aggressivt eller for hurtigt.
- Selv hvis det kun er en cameorolle, så er det en kæmpe sejr for Kris; forretningsdelen er nu i bevægelse og ser ud til at kunne blive meget indbringende.
Den seneste tid er både Meghan Markle og prins Harry blevet set i selskab med både Kris Jenner og Kim Kardashian, ligesom også Meghans mor, Doria, hang ud i forbindelse med et event i sommer.
Det er heller ikke længe siden, at den forhenværende "Suits"-skuespillerinde blev spottet i Kardashian-selskab til en Beyoncé-koncert i Los Angeles.
Vi skal dog ikke regne med, at der er et Sussex-Kardashian-samarbejde lige om hjørnet.
Ifølge kilderne er der blot tale om møder og idéer, der er i "de meget tidlige stadier", men hvis vi kender Kris Jenner ret, så skal hun nok få det, som hun vil have det.
"The Kardashians" kan streames på Disney+, og "Harry & Meghan" kan streames på Netflix.