Medie: Søpavillonen har meldt Lennart Kent til politiet efter ”Den sorte svane”

LÆS OGSÅ: Helt sikker efter ”Den sorte svane”: Mit liv er forbi
Hvidvask, svindel og kriminalitet.
TV 2-dokumentaren ”Den sorte svane” har det hele.
Men måske kom det alligevel som et chok for nogle, da flere københavnske natklubber blev nævnt i dokumentaren.
Ifølge ”Den sorte svane” har natklubberne Søpavillonen, Museo og Chateau Motel betalt fakturaer til et af Martin Malms selskaber.
Selskabet skulle ifølge de skjulte optagelser være blevet brugt til hvidvask gennem falske fakturaer.
Nu skriver Ekstra Bladet, som har været i kontakt med en af Søpavillonens ejere, Simon Lennet, at natklubben som følge af dokumentaren har inddraget politiet i sagen.
– Vi føler os ført bag lyset og har senest anmeldt Lennart Kent til politiet 28. maj 2024. Vi ønsker derfor ikke at udtale os yderligere i sagen, skriver Simon Lennet til mediet.
Lennart Kent skulle være anmeldt for hvidvask.
Museo har efter dokumentaren afvist, at de har modtaget fiktive fakturaer fra Martin Malms selskab, og Søpavillonen afviser også, at de har gjort noget forkert.
Ifølge Simon Lennet er Lennart Kent den skyldige i sagen.
Natklubberne har tidligere fortalt til TV 2, at de havde et samarbejde med Lennart Kent, og at han stod for at levere vagter til klubberne, og for at sende fakturaer for al arbejdet.
Ekstra Bladet har været i kontakt med Kent, men han kender umiddelbart intet til anmeldelsen fra Søpavillonen og Simon Lennet.