Mascha og Troels overrasker: Med i nyt reality-program

Det er ikke første gang, Mascha Vang prøver kræfter med tv.
Men det er nu første gang, at hun har fået lokket sin nylige husbond, Troels Krohn Dehli med på skærmen.
De to er nemlig ét af de par, der skal dyste i den nye sæson af Discovery+-serien “Jaget vildt – kendte på flugt”, der får premiere senere på måneden hos Discovery+.
Det skriver Discovery+ i en pressemeddelelse, hvor de desuden afslører, at parret skal dyste mod tv-værterne Anders Breinholt og Jacob Riising, Youtuber Rasmus Brohave og hans partner, komiker Maryin Johannes Lassen samt håndboldspiller Rikke Hørlykke, der er på flugt sammen med Lisbeth Østergaard.
– Det er nu tredje gang, at vi sender en flok kendte danskere på flugt. Formatet er blevet rigtig populært blandt vores seere, fordi de dels ser kendte danskere blive testet i uvante rammer, og dels får et realistisk, men underholdende indblik i politiets arbejde, lyder det fra programdirektør hos Warner Bros. Discovery Nordic, Pil Gundelach Brandstrup.
Artiklen fortsætter under billedet

At Lisbeth Østergaard skulle være én af de nye flugtkonger i realityserien, det afslørede hun faktisk til Maschas bryllup i starten af august.
Men nu viser det sig, at det ikke er sammen med Mascha, hun forsøger at undslippe de garvede efterforskere.
Du kan se den tredje og nyeste sæson af “Jaget vildt – kendte på flugt” fra den 29. september på Discovery+.