
Mads Mikkelsen sætter svensk stjerneinstruktør på plads

Den svenske stjerneinstruktør lever lige nu højt på strå. Han har nemlig massiv succes med sin drama- og komediefilm "Triangle of Sadness", som har dansk premiere i næste måned.
Filmen har høstet massiv ros fra kritikere og anmeldere, og Ruben Östlund løb sågar med den prestigefyldte Guldpalme ved årets filmfestival i Cannes.
I forbindelse med sin Guldpalmesejr fik "The Square"-instruktøren langet hårdt ud efter den danske filmbranche.
- Der har længe været snak om, at danskerne er gode til at lave film. Men jeg synes faktisk, at danskerne er dårlige til at lave film. De laver konventionel og kedelig historiefortælling, lød meldingen fra Östlund i et interview med SVT.

Både Susanne Bier og Thomas Vinterberg, der begge har en Oscar-statuette stående derhjemme, fik kritik af svenskeren.
- Jeg er ligeglad med, hvad de siger til det. De laver ikke gode film.
Det blev derfor ikke overraskende lidt akavet, da "Fantastiske skabninger"-stjernen Mads Mikkelsen fik fingrene i den svenske flab af en instruktør.
- Har du set "Pusher 2"?, spørger Mads Mikkelsen i et klip, som Platform Produktion har delt på deres Facebook-profil.

Og jo, selvfølgelig har Ruben Östlund set "Pusher"-filmen, og selvfølgelig synes han, at "den er virkelig god".
- Den er mere end "virkelig god", lyder svaret prompte fra Mads Mikkelsen, der igen udfordres af svenskeren. Han insinuerer nemlig, at filmen ikke er noget at prale af. Den har jo efterhånden en del år på bagen.
- Og hvad skete der efter den?, spørger Östlund, som om der intet skete.
Men dét gjorde der heldigvis, og det har Mads Mikkelsen absolut ingen problemer med at prale af.
Du kan se skuespillerens herlige svar i videoen her:
"Triangle of Sadness" har premiere i de danske biografer den 22. september.

