Streaming20. oktober 2022

Krisen tvinger danskerne: Sparer på streaming og kabel-tv

De stigende leveomkostninger får flere danskere til at skære ned på tele- og medieforbruget, viser undersøgelse fra analysebureauet Wilke.
Danskerne sparer på underholdningen i krisetiderne.
Danskerne sparer på underholdningen i krisetiderne.
 Foto: Imago/Ritzau Scanpix

Prisstigninger på mad, varme, energi og boliglånet får nu flere danskere til at skære ned, hvor de kan – og det er ofte på de produkter, der leveres gennem en mobil- eller internetbindelse.

Små 16 procent af danskerne angiver nemlig i en ny undersøgelse, at de stigende leveomkostninger har fået dem til at skære ned på, hvor mange streamingtjenester, de abonnerer på.

Det fremgår af en undersøgelse, som analysebureauet Wilke har lavet for ITWatch. Blandt de 1021 danskere, der har svaret på undersøgelsen, angiver 12,9 procent desuden, at de har skåret ned eller helt droppet kabel-tv som følge af den aktuelle krise.

Hos foreningen Danske Mediedistributører forklarer kommunikationsdirektør Ib Konrad Jensen, at det endnu er svært at se tegn på krisen, blandt andet fordi der også normalt er et churn, altså frafald af kunder, der afløses af nye kunder. Derfor kan der gå tid inden tendenser slår igennem.

– Foreløbig kan vi ikke spore krisetegn på abonnementerne. Men alle er klemt på privatøkonomien i øjeblikket, og det går efterhånden op for forbrugerne, at der skal spares. Så det vil ikke kunne afvises, at vi om længere tid vil kunne spore det, siger han.

Han peger på, kabel-tv længe har været udfordret af, at kunderne falder fra eller skærer ned – men i krisetider kan det gå hurtigere end vanligt:

– Der kan være nogen, der gennem længere tid har tænkt, at de alligevel ville opsige den store tv-pakke og først nu får det gjort. Så krisen fremmer en beslutning, der alligevel ville være blevet taget. Men det er endnu for tidligt at sige, om frafaldet på kabel-tv vil accelerere, siger han.

Til gengæld forventer han, at en anden tendens kan slå igennem – nemlig at krisen også får os til at bruge produkterne mere:

– Historisk har vi set, at en svær økonomisk situation kan øge vores brug af det, der er gratis eller allerede er betalt for. Man vælger måske at blive hjemme fra byen og se en film hjemme i stedet. Så måske skærer folk ned, men bruger så det, de har tilbage, mere. Men mange vil formentlig være mere opmærksomme på at skære streamingtjenester fra, de ikke får brugt, siger han.

– Man dropper måske noget af det udenlandske, til fordel for det danske indhold, man ser mest af – og her er Kabel-TV fortsat stærkest, siger Ib Konrad Jensen.

I undersøgelsen svarer 10,8 procent svarer, at de har droppet en streamingtjeneste, mens 4,8 procent angiver, at de har skåret to eller flere tjenester fra. 8,1 procent angiver, at de er skiftet til en mindre kabel-tv-pakke, mens 4,8 procent svarer, at helt har droppet kabel-tv som følge af de stigende leveomkostninger.

Wilke har også spurgt danskerne, om de har skåret ned på andre teleprodukter som følge af den aktuelle krise – og her angiver 9,8 procent, at de er skiftet til et billigere mobilabonnement, mens 3,4 procent har skiftet internetabonnementet ud med et billigere.

Fire procent svarer, at de både har skiftet internet- og mobilabonnementet ud for at spare.

Mandag kunne den britiske avis The Guardian fortælle, at briterne i stor stil er begyndt at skrue ned for streaming. Her viste en analyse, at antallet af husstande med mindst et streamingabonnement, var faldet med 937.000 fra januar til september. Her viste statistikken, at de store tjenester, især Netflix, var hårdest ramt af opsigelser. Kantar Worldpanel, der havde lavet undersøgelsen, forklarede i avisen, at det er pengemangel, der er årsag til situationen.

Selv om et måske ikke er overraskende, at man i krisetider sparer, hvor man kan, har tendensen ellers gennem længere tid været det modsatte – nemlig at danskerne siver fra kabel-tv, men streamer mere. Denne tendens har over flere omgange fået Nuuday, der ejer YouSee, til at slå fast, at man ikke forventer, at der igen kan komme vækst i antallet af kabel-TV-kunder.

I stedet lancerede selskabet for nogle uger siden produktet YouSee Play, der er et abonnement, hvor kunderne kan mixe streamingtjenester og tv-kanaler og skifte ud løbende, uden at være tvunget til at købe tv-kanalerne i pakker, som man har skullet hidtil. Produktet sælges til en lavere pris, end YouSee tidligere har taget for sine bland-selvtilbud.

– Den overordnede tendens er jo, at folk fravælger tv-produkter og går længere og længere ned i pakkestørrelser. Selv grundpakken er efterhånden blevet så stor, at den er omfattende produkt, og man bruger let 500 kroner før man er i gang med vores bland-selv tilbud, sagde Christian Morgan til ITWatch i den forbindelse.

Sponsoreret indhold