Kommer der mere af "De særligt farlige"? Nu svarer journalist Kristian Almblad
Det sidste afsnit af sæson to af "De særligt farlige", der blev sendt mandag, går under titlen "Farvel Kofoedsminde".
I afsnittet siger vi farvel til Kim Jubas, der er død efter 27 år på den sikrede institution – men er det så også et farvel til de andre beboere?
Spørger man journalisten bag programmerne Kristian Almblad, er svaret ikke klart.
– Jeg er jo stadig nysgerrig på universet, men jeg tror, det skal have en pause nu, siger han til SE og HØR.
Siden 2006 har DR-journalisten fulgt beboerne på Kofoedsminde ad flere omgange. Første gang lavede han dokumentaren "For farlig til frihed", som blev optaget over et helt år, og i 2021 vendte Kristian Almblad så tilbage til den sikrede institution og optog første sæson af "De særligt farlige" og igen i 2022 for at optage sæson to.
Men Kristian Almblad har flere gange troet, at han var færdig med at fortælle historierne, der gemmer sig bag det store hegn.
– Da jeg lavede de sidste optagelser i 2006, var jeg sikker på, jeg aldrig kom tilbage igen. Så det er lidt umuligt for mig at sige, men det er i hvert fald ikke sådan, at jeg er træt af Kofoedsminde. Det er stadig spændende dokumentarisk at lave.
– Det sidste afsnit hedder "Farvel Kofoedsminde", så det er en form for stort semikolon. Jeg tror, det bliver et punktum, men det har jeg troet tre gange, lyder det fra journalisten.
Både dokumentaren fra 2006 og de to sæsoner af "De særligt farlige" kan streames på DR TV.