Streaming 7. august (opd. 7. august)

”Klovn”-anmeldelse: Endelig fik sæson 9 tvunget et grin frem – og det er Casper Christensens fortjeneste

Frank skal forvandles fra ”average Joe” til ”succes Joe” i et underholdende afsnit om nostalgitrip og revancheknald. På trods af et irriterende og overgjort point-of-no-return, så fik vi med ”Alter ego” endelig kildet mavemusklerne lidt
Christensen er over årene blevet bedre til at lade klovnen græde lidt højere inde bag det smadderirriterende røvhul, han gennem ni sæsoner af serien har spillet. 

Christensen er over årene blevet bedre til at lade klovnen græde lidt højere inde bag det smadderirriterende røvhul, han gennem ni sæsoner af serien har spillet. 

Foto: Per Arnesen, TV 2

Der vil helt sikkert være nogle, der synes, at Caspers tendens til at være ynkelig klæbeånd, der både skal pleases med drikkevarer og chips, mens han venter i bilen, har fået lige en tand for meget i det seneste afsnit af ”Klovn” med titlen ”Alter ego”.

Den hvor Frank endelig kan slippe surmuler-Mia løs på spaophold, iføre sig succestøjet og tage til gymnasiereunion, og forhåbentligt få sig en omgang McFly-sex med ungdomskærligheden Rikke.

Men denne anmelder må krybende mod korset erkende, at det var lige nøjagtigt dette element, der gjorde, at det fjerde afsnit i denne niende sæson kastede grin af sig.

Endda dem, der kommer et tilpas stykke nede fra maven af.

Men før vi når dertil, så lad os runde det faktum, at Frank og Caspers jagt på fortidsforløsning – ja, eller udløsning, om man vil – lukker sig elegant om sig selv.

Vi får eksempelvis et (helt sikkert for mange) glædeligt gensyn med Bøllemis.

Bøllemis revisited

I ved, ham der helt tilbage i sæsonen hvor Casper tilsyneladende bar hat og slips (?), kastede sig ud i mest mandede mandevæddemål, man kan forestille sig, og således udfordrede Christensen i disciplinen turboejakulation.

Desuden har Franks lille uheld med en bilrude – der på overgjort vis tvinger ham til at overnatte stående i indkørslen – en lille indbygget hilsen til en vis revisor-smølfe-CD, fra sæson 3.

Det går i hvert fald på samme facon ret galt på grund af en bil og en brandert.

Vi har før bevæget os rundt i nogle mere eller mindre vellykkede forsøg på at mime klassiske ”Klovn”-virkemidler fra tidligere sæsoner i løbet af denne ”Senfølger”.

Frank har "lagt billet ind" på ungdomskærligheden Rikke, der lige er blevet skilt. Nu gælder det om at få hende overbevist om, at det virkelig kører for ham. 

Foto: Per Arnesen, TV 2

Og her må man sige, at afsnittet om gymnasiegensynet lever op til modellen.

Frank vil have noget, Casper låner ham hjælpemidlet, men netop selvsamme ender med at blive Franks downfall – hvad enten vi her tænker på gulduret eller Caspers tilstedeværelse.

En fantastisk irriterende klæbeånd

I et anfald af vildt meget ”røvhulsenergi i kroppen” hægter Casper sig på Frank, der utroligt nok indvilger i at lade ham sidde som et utålmodigt barn i bilen – endda efter at han på næsten David Lynch-agtigt vis dukker op i Franks hus, efter han netop har kørt ham hjem til sig selv.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Efter en tæt på montageagtig sekvens, hvor Frank må pendle mellem sin irriterende ven i bilen og sine egne chancer for kendis/McFly-sex, skal CC dog bruge toilettet.

Frank mister troen på at kunne score den smukke Rikke i det samme øjeblik, at Casper (der ifølge hende svarer til ”en fra de højere klasser”) kommer ind ad døren.

Det hjemmelavede og klassiske Christensen-begreb "McFly-sex" er ikke utroskab. Det er bare lidt skæv timing, lærer vi i det seneste afsnit af "Klovn", som lykkes, fordi Casper er forrygende træls. 

Foto: Per Arnesen, TV 2

Her skal man – måske med tungen lige i munden – lige huske på en ting.

I ”Klovn”-universet har Frank og Casper ikke nær så meget succes, som de har i den virkelige verden. Fordi de to komikeres fiktive alter egoer af åbenlyse grunde netop ikke har skabt ”Klovn”.

Faktisk er vi ikke helt klar over, præcis hvad de laver, eller hvor meget kommerciel succes de har med det.

Og således bliver der lagt endnu et lag til metabunken, og Franks bevisførelse med guldur og skarpe skjorteflipper overfor de gamle kammerater bliver langt mere overbevisende.

Røvhulsenergi i hele kroppen

For nu til slut at vende tilbage til Casper Christensens indflydelse på afsnittet, så er det jo – uanset hvordan man vender og drejer det – da meget sjovt, at han og Fnug er begyndt at solbade i numsen.

Når det er nævnt, er det dog endnu en gang CC’s perlerække af quotable one-liners, der trækker afsnittet op i karakterer.

Vi nævner i flæng; ”Jeg er over 50, jeg ved præcis, hvad min røv kan tåle,” ”Så hiver jeg så pikken frem i selvforsvar,” og ”En liderlig stalker er meget nemmere at deale med”.

Caspers svar på de fleste af livets problemer er at "hive pikken frem". 

Foto: Per Arnesen, TV 2

Man vil godt nok da nødigt befinde sig i en diskussion med ”Klovn”-versionen af Casper Christensen.

I så fald skal man nok forvente at tabe til hans hjemmestrikkede argumenter, samt hans evne til på allermest irriterende vis at twiste alt til sin fordel, så man lettere modvilligt både finder sig selv tilbyde husly, hente drinks, samt at vige for McFly-mulighederne. 

Al den ros må han dog også lige dele med den – endnu en gang – fremragende Mia, der sætter trumfen ind ved at hive de triste underbukser (med gylp) af Frank med sin sidste bemærkning, da han afslører sig selv, og hun apatisk spørger: 

- Har du fået McFly-sex?

Der er indtil videre ikke et eneste afsnit i løbet af denne niende sæson, hvori den gode Lyhne ikke brænder fantastisk igennem. 

Afsnittet ”Alter ego” får 4 ud af 6 stjerner. Det kan ses på TV 2 PLAY allerede nu. 

Sponsoreret indhold