
Kendt fra "Løvens hule": Deltageren Kay Herting er død

LÆS OGSÅ: Hård kritik af Anne Stampe fra "Løvens hule": Klap i!
Kay Herting er død.
Han blev 87 år.
I en alder af 80 år medvirkede han i DR-programmet "Løvens hule", hvor han fremviste et væghængt tørrestativ for løverne - og endte med at få Christian Stadil til at købe.
Løven overtog 100 procent af patentet, mod at den rutinerede opfinder fik 100.000 kroner og fem procent af omsætningen.

Det er også Stadil, der i et opslag på Facebook fortæller, at Kay Herting er gået bort.
- Den monsterseje og passionerede iværksætter og designer, som jeg fik æren af at investere i i Løvens Hule, har forladt sit kropshylster og er taget videre, skriver Christian Stadil og fortsætter:
- Kay var den første, og måske stadig den eneste, der fik en investering “kun” på baggrund af en tegning og en model i træ. Intet firma, ingen omsætning, intet brand osv. Alligevel lykkedes det Kay – med lidt hjælp fra undertegnede og Erling Daell, med hvem vi lavede et firma – at gøre tørrestativet til et af/det mest solgte i Danmark inden for kategorien.
Stadil fortæller videre, at Kay Hertings enke, Jane, fortsætter som partner på projektet lyder det.
Hende har Ekstra Bladet talt med, og over for mediet bekræfter hun hans død.
- Ja, han sov stille og roligt ind i lørdags klokken 10 omgivet af familien på Hillerød Hospital. Vi havde været gift i 61 år. Kay var altid kreativ og havde gang i nye projekter hele tiden. Og så var han meget empatisk, siger Jane Herting, som heldigvis har både datter, svigerdatter, svigersøn og fire børnebørn at støtte sig til i den svære tid.
Han fik en blodprop for ni uger siden og røg på hospitalet, hvor han blev ramt af flere blodpropper.
