Streaming13. februar 2023

Kasper Schmeichel efter grusom ulykke: Nægter at flyve igen

Den 36-årige fodboldmålmand er stadig påvirket af den grusomme helikopterulykke, der i 2018 kostede Leicester-klubejeren Vichai Srivaddhanaprabha livet
Den danske målmand stod få meter fra den brændende helikopter.
Den danske målmand stod få meter fra den brændende helikopter.
 Foto: Adrian Dennis/AFP/Ritzau Scanpix

"All Exclusive"-duoen Casper Christensen og Mikael Berthelsen vender senere på året tilbage med endnu en sæson af deres populære intervieweksperiment.

De to herrer indlogerer sig blandt andet hjemme i privaten hos fodboldtalentet Kasper Schmeichel og hans familie – og her falder snakken på den ulykke, der for år tilbage kostede Leicester-klubejeren Vichai Srivaddhanaprabha og fire andre livet i et helikopterstyrt.

Helikopteren var kun i luften i ganske få minutter, før den styrtede ned. Og Kasper Schmeichel, der befandt sig ganske tæt på ulykken, kunne således ikke undgå hverken at se eller høre helikopteren, der ramte jorden.

I den kommende “All Exclusive”-sæson forklarer Schmeichel, hvordan han skyndte sig hen til den brændende helikopter med det formål at redde både ejeren af den engelske fodboldklub samt de fire andre ombord ud af flammerne.

Hurtigt blev han dog hevet væk af en vagt på stedet, og han husker, hvordan han tænkte, at “ingen overlever det der”.

Til Casper Christensen og Mikael Berthelsen afslører den garvede fodboldstjerne desuden, hvordan den tragiske hændelse fik ham til at tænke, at han aldrig kunne finde på at sætte sig op i en helikopter igen.

– Og det er heller ikke sjovt at flyve længere, uddyber han.

Det er endnu ikke afsløret, hvornår den nye sæson af "All Exclusive" får premiere, men Viaplay lover, at de nye afsnit lander i løbet af foråret.

I mellemtiden kan første sæson af "All Exclusive" streames på Viaplay.

Sponsoreret indhold