Juleglad chokoladedronning: Joan fra ”Bagedysten” er i gavehumør

LÆS OGSÅ: – Janus er kræftfri

Det blev lige ved og næsten for Joan Kramer Pedersen, som i årets udgave af ”Den store bagedyst” måtte se sig slået på målstregen af bare 17-årige Ingrid.

Oplevelsen i bageteltet kalder midtjyden dog stadig for den største nogensinde – næst efter fødslen af datteren Julie, 14. Og hjemme i Løvel tæt på Viborg er der stadig fuld gang i produktionen frem mod hjerternes fest.

– Jeg elsker julen. Jeg synes, det er så hyggeligt. Jeg bager altid min bedstemors vanillekranse, for det hører sig til, og så laver jeg havregrynskugler og konfekt.

– Og så er jeg begyndt at lave en julekalender i chokolade. Den bliver revet væk, og jeg har kun én tilbage, forklarer Joan, som også er blandt deltagerne i særprogrammet ”Den store julebagedyst”.

Netop chokoladen blev Joans kendetegn i ”Den store bagedyst”, og det er da også de søde, små stykker som jyden pønser på at gå videre med.

– Jeg tænker, at jeg skal lave chokoladekurser eller tage ud til nogle venindegrupper eller firmaarrangementer, hvor jeg kan lære lidt fra mig.

– Jeg kan mærke, at det er chokoladen, jeg gerne vil arbejde i, så jeg skal have oprettet et CVR-nummer her efter jul, siger Joan, som dog ikke har tænkt sig at sige sit faste job op hos Viborg Vognmandsforretning, hvor hun arbejder som disponent.

Her har hun ansvaret for at få logistikken til at gå op, så firmaets containerbiler kører mest effektivt, og det er dermed en noget anderledes tjans end at glaze sig til den sidste finish i DR’s populære lørdagsunderholdning.

– Det er lidt et mandejob, men det kan jeg også godt lide. Jeg er bare en bonderøv og ikke sådan en fin dame. Jeg har også sagt til chaufførerne, at hvis de synes, at jeg gør noget forkert, så sig det til mig.

– Mange kvinder kan godt gå med lidt murren i krogene, og det er jeg ikke så god til, kommer det med et grin fra Joan, der som finalist i ”Den store bagedyst” er blevet Løvels helt store berømthed.

Der bor 700 i byen og 120 af dem mødte således op i forsamlingshuset for at hylde lokalhelten, da finalen kørte over skærmen.

– Min veninde og svigerinde arrangerede, at det blev vist på storskærm, og så havde de fået 10-11 stykker til at bage bradepandekager, og så kunne man komme, hvis man havde lyst – og der var altså 120, der meldte sig til.

– Så det var meget rørende, husker Joan, som i ”Bagedysten” fortalte om sin kamp mod katastrofetanker og OCD, der i mange år fik hende til at vaske hænder ustandseligt.

Hjælp fra OCD-hjernen

I dag er hun gennem behandling kommet videre, og så har Joan ligefrem fundet ud af, at lidelsen også kan bruges til noget fornuftigt – f.eks. når hun spiller håndbold for LRV Skals og napper den ene bold efter den næste som målmand.

– Det kan godt være, at det er min OCD-hjerne, men jeg kan huske, hvor folk skyder. Og jeg ved, mange synes, jeg er rigtig, rigtig træls at spille imod. Fordi de ved godt, at de ikke skal skyde vaneskud.

– Hvis jeg har spillet mod en for fem år siden, så kan jeg huske, hvor hun skyder det første skud. Så OCD kan også godt bruges til noget, funderer Joan, som denne december har masser af tid til juleknas, da en irriterende knæskade holder hende væk fra håndboldsporten.