Jesper Koch vender tilbage: - Jeg er slet ikke færdig

Efter seks år som driftsdirektør og køkkenchef på Hotel Alsik smed Jesper Koch sidste år forklædet og forlod det luksuriøse hotel på Als.
Beslutningen var svær men nødvendig.
Han kunne mærke på energien, at det var tid til at træde ud af prestigeprojektet i det sønderjyske, fortalte han, da SE og HØR mødte ham til pressemødet på ”Masterchef”.
Det betyder dog ingenlunde, at Jesper Koch har ligget på den lade side lige siden.
– Jeg har brugt tiden på at finde ud af, hvad der skal ske, samtidig med at vi jo har lavet en ny sæson af ”Masterchef”.

Det tager jo altid lidt tid, og der har jeg kunnet have lidt mere fokus på det, i stedet for at sætte mig direkte ind i et fly og flyve hjem igen og køre service.
Og så har jeg fået færdiggjort nogle projekter, som har ligget og hvilet i mange år.
Jeg er ved at lægge hånd på et par bøger og arbejder på nogle foredrag om gastronomi og hvad der rører sig, fortæller han.
Den ene bog er en kogebog, fordi Jesper ofte bliver stillet det samme spørgsmål.
– Folk spørger altid, hvad spiser du så? Vi spiser jo ikke meget anderledes, end dig eksempelvis.
Vi laver også frikadeller og lasagne og spidskål på panden og sådan noget. Men nu vil jeg bare vise, hvordan jeg laver det. Og det er jo lige fra den gode lasagne til frikadeller eller friseret porre eller en gullasch, eller hvad man nu laver derhjemme.
Derudover er han ved at lave et rejseprogram sammen med ”Masterchef”-kollegaen Jakob Mielcke, men vi har ikke set det sidste fra Jesper Koch på den danske madscene.
– Jeg er ikke færdig med at drive restaurant, og jeg er ikke færdig med at udvikle, og jeg er heller ikke færdig med at gå op i gastronomien.
Det er fint nogle gange lige at tage sådan et år her, hvor man følger op på tingene og finder ud af, hvad det er for en retning man gerne vil. Det har virkelig givet blod på tanden, understreger han.

Børnene flyver fra reden
Jesper Koch har altid været et stort familiemenneske, og hans afsked med Alsik har frigivet mere tid til fru Birgitte og deres tre børn Mikkel, Mille-Marie og Marius.
De to ældste er allerede flyttet hjemmefra, og familiens yngling, Marius, har travlt med sit.
For mange par er det svært at finde hinanden som kærester påny. Men ikke for Jesper og Birgitte.
– Nu har vi jo været kærester siden 9. klasse, så Birgitte og jeg har jo kendt hinanden siden vi var 15 og 16.

Og så er det klart, at det nogle gange bliver hverdag, men vi har altid været gode til at tage på ture og holde ved lige og gøre de gode ting for hinanden, som man sætter pris på, fortæller mesterkokken.
Det huer ham på ingen måde, at huset snart er tømt for børn.
– Jeg hader, at de er flyttet hjemmefra. Det under jeg ingen forældre, og jeg siger ikke, at jeg har ondt af mig selv, men jeg så da helst, at de var blevet boende hjemme, til de var 30, slår han fast.
Selvom børnene er blevet store, er de stadig til at lokke med på familieferie. Og man må jo tage de stunder, man som forælder kan få med sine voksne børn.
– Nu skal vi på skiferie sammen, og så sent som i sidste uge blev de også blevet inviteret med på sommerferie, og de siger jo stadigvæk ja.
Det er jo så de glæder, man må se, og så har jeg jo altid sagt, at det er i børnene, man kan se, om man er lykkedes nogenlunde, siger Jesper og udfylder sit eget skudsmål:
– De to store er flyttet hjemmefra, og de klarer det super godt, og de er endt som nogle fantastiske mennesker.