”Indefra med Anders Agger – Sikringen” lå helt i top i 2025 hos seerne

Kom med bag tremmerne og følg hverdagen for nogle af landets mest farlige kriminelle.
Det lyder som drønspændende tv, og det viste det sig også at være.
En årlig streamingrapport fra TV 2 viser, at ”Indefra med Anders Agger – Sikringen” således lå helt i top over streamet indhold hos DR i 2025.
Programmet blev hos statsradiofonien efterfulgt af blandt andet ”Røverkøb i provinsen”, ”Den store bagedyst” og ”Hotel Romantik”, der også lå i top blandt de mest sete programmer.

Hos TV 2 havde man også flere programmer med over en million seere, de såkaldte millionprogrammer.
Det gjaldt blandt andet ”Naboen fra helvede” og ”Den sorte svane” ligesom”Hvide Sande” ”Danefæ”, ”Løgnen” og ”Valdes jul – Vintermiraklet” også var blandt de mest sete.
- Men der er også plads til flere episoder af blødere livsstilsprogrammer som "Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed" og "Beier på alpehotellet" på listen over millionprogrammer i år.
- Det er programtyper, der akkumulerer sening over tid, og hvor netop en længere aktualitet er afgørende for, at de kommer med helt op i millionklassen.
- På tværs af de åbenlyse seermagneter og de blødere hverdagsfavoritter er listen over de mange og forskelligartede millionprogrammer et vidnesbyrd om, at danskerne tilvælger indhold, der bidrager til en fælles referenceramme, skriver TV 2 i rapporten.
Generelt set stiger danskernes streamingforbrug da også.
I 2025 streamede hver dansker i gennemsnit en time og 17 minutters tv om dagen.
Det er en gennemsnitlig årlig vækst på tre procent i forhold til 2023.