"Hotel Romantik": Sådan er det gået Bente og Kjeld

- Jeg havde ikke forestillet mig, jeg skulle finde sammen med en på ”Hotel Romantik”.
Sådan sagde Bente Andersen, 71, i sidste afsnit af DR-hittet ”Hotel Romantik”, hvor hun og Kjeld Marslew, 77, valgte at blive sammen i Schweiz.
Romantikken varede dog ikke ved.
– Kjeld og jeg er venner for livet, men vi er ikke kærester, siger Bente nu til SE og HØR.
Da de kom hjem til Danmark, besøgte Bente og Kjeld hinanden i henholdsvis Glumsø på Sydsjælland, hvor Kjeld bor, og Rønne på Bornholm, hvor Bente har base.
De kom dog frem til, de var alt for forskellige til at blive et par.

Timbuktu eller tysk
– Når du er på ”Hotel Romantik”, er du sammen i 10 intense dage. Der har man tid til at udforske hinanden, men det er ikke nok til at sige: ”Når vi kommer hjem, skal vi være sammen resten af livet”.
- Det ved man jo først, når man kommer hjem.
- Når Kjeld og jeg har det sjovt, har vi det sjovt. Men vi er meget langt fra hinanden, når det kommer til så mange andre ting her i livet.
- Politisk er vi ret langt fra hinanden. Vi har også haft meget forskellige liv, lyder det fra Bente.
– Hvis jeg står i Timbuktu en fredag nat og ikke kan komme hjem, kan jeg ringe til Kjeld. Så lejer han en helikopter og henter mig. Han er virkelig et dejligt menneske.
- Der er bare nogle ting, der gør, at vi to ikke skal være kærester, fortæller hun.
I dag taler Bente og Kjeld i telefon sammen en gang om ugen. De er stadig begge singler.
– Jeg leder stadig efter én at gå til Rammstein-koncert med, fastslår Bente, mens Kjeld afslører:
– Jeg har afventet, at denne serie slutter. Der er kommet mange henvendelser. Så jeg skal til at kigge på det!