Streaming21. december 2022

"Holy Spider" er shortlistet til en Oscar

Filmen, der er baseret på en sand historie, er shortlistet sammen med 14 andre film

Den danske film "Holy Spider", som er instrueret af Ali Abbasi, er shortlistet til en Oscar i kategorien Bedste Internationale Film.

Det skriver Oscar-akademiet i en pressemeddelelse.

"Holy Spider" er baseret på en virkelig historie om en seriemorder i den hellige iranske by Mashhad. I filmen forsøger en kvindelig journalist at opklare mordene.

Fortællingen udspiller sig i Iran, hvor den dansk-iranske instruktør bag filmen, Ali Abbasi, er opvokset.

I alt er der shortlistet 15 film til prisen for Bedste Internationale Film.

Der er også danske islæt blandt de shortlistede dokumentarer. Det er filmene "A House Made of Splinters" og "The Territory".

"A House Made of Splinters" foregår på et børnehjem og er instrueret af Simon Lereng Wilmont.

"The Territory" er en dansk-brasiliansk-amerikansk dokumentar, som foregår i Amazonas og handler om oprindelige folk, som kæmper imod træfældning.

Endeligt er filmen "Ivalu" at finde som shortlistet for bedste kortfilm.

Filmen er instrueret af Anders Walter og foregår på Grønland. Anders Walther fik i 2014 en Oscar for kortfilmen "Helium".

24. januar 2023 offentliggør Oscar-akademiet hvilke af de film, som har været shortlistet, der er nomineret til de fornemme filmpriser.

Selve Oscar-showet løber af stablen den 12 marts 2023, hvor prisuddelingen bliver holdt i Los Angeles i USA.

Sponsoreret indhold