Gav hårrejsende besked, før han gik efter hjælp: - Løber I tør for mad, så spis min mor eller min søster
Nogle historier lyder bare som det pure opspind.
Dette er bestemt en af disse. For det er historien om den ene utænkelige begivenhed efter den anden, der dog efterlader 16 mennesker med livet i behold – selv efter kollision med en bjergside, ugevis uden vådt eller tørt, ubarmhjertige minusgrader, en ødelæggende snelavine og meget få chancer for at få hjælp.
Der var 45 passagerer ombord på Uruguayan Air Force Flight 571, da det lettede fra hovedstaden Montevideo med kurs mod Santiago i Chile den 12. oktober, 1972.
De fleste af dem med tilknytning til det rugbyhold fra et katolsk college i Uruguay. Spillerne var unge, kåde, forventningsfulde – og omkring 19 år.
Det var deres første tur med fly nogensinde, så de er spændte.
Da de har været i luften i godt og vel en time, lyder beskeden over højtalerne, at vejret er for farligt. En landing i Mendoza, Argentina ville blive nødvendig.
De utålmodige unge spillere mister en dag i Chile, og da den erfarne pilot Julio Cesar Ferradas igen er tryg nok til at komme på vingerne, bliver der fortalt vittigheder i hele kabinen om det frygtløse i at flyve netop på fredag den 13.
Foruroligende dato eller ej – flyet letter igen næste eftermiddag klokken 14.15.
Se traileren til "Society of the Snow" her:
Flyet vil danse
Drengene kaster en rugbybold frem og tilbage mellem sig, mens de ryger cigaretter og læser tegneserier. Men stemningen vender med ét, da co-piloten beder dem spænde sikkerhedsselerne, da de bevæger sig ind i turbulens.
“Der er dårligt vejr forude. Flyet vil danse lidt, men bare rolig,” lyder beskeden fra stewarden, men flyet fanges igen i en luftlomme, før det falder igen. Da skyerne forsvinder uden for vinduet igen, tårner en bjergside sig op faretruende tæt på den ene vingespids.
Flere af de ombordværende folder hænderne, mens de desperate begynder at messe i munden på hinanden. Men øjeblikket efter indtræffer den første skæbnesvangre begivenhed. Flyets højre vinge rammer en bjergtop, løsner sig og skærer halepartiet af. Fem passagerer bliver suget ud af flyet, mens det styrter.
Resten af vraget skøjter ned langs den snedækkede bjergside, før det pludselig standser brat. Trykket får alle passagersæderne til at kollapse frem mod cockpittet, hvilket indespærrer co-piloten, Lagurara, mens piloten bliver dræbt.
Senere dør de begge.
De overlevende befinder sig 3,5 kilometer oppe. 128 kilometer fra den nærmeste by. I de fjerntliggende Andesbjerge.
Og nu falder mørket på, mens temperaturerne styrtdykker til 35 minusgrader. Drengene bruger cigarettændere til at orientere sig med, mens de forsøger at gøre skroget ”beboeligt”, hjælpe de tilskadekomne holdkammerater, isolere med bagage, sæder og vragdele og samle forsyninger.
Det er ikke meget, de har med. Flasker med vin, whisky, kirsebærbrandy, nødder, dadler, chokolade og glas med syltetøj.
22-årige Fernando Parrado tog afsted på turen med rugbyholdet sammen med sin søster Susana og moderen Eugenia.
Sidstnævnte døde i styrtet, mens søsteren er hårdt såret, og da Fernando selv vågner efter at have været bevidstløs, bedyrer han, at han ville være parat til at spise de to døde piloter, hvis det skulle komme dertil.
– Det er dem, der har bragt os til dette rod, skulle han havde sagt.
En 19-årig medicinstuderende fra holdet, Roberto Canessa, beslutter sig sammen med tre andre at tage mod vest op ad bjerget for at få hjælp. De bruger dele af sæderne fra flyet som improviserede snesko, men da de har vandret en time, bliver de nødt til at vende om. De er for afkræftede. De mangler mad.
En af drengene, Roy Harley, har formået at få en transistorradio til at virke, og hører nyheden om, at forsøgene på at finde frem til flokken af overlevende efter flystyrtet er afsluttet.
Myndighederne giver op. De aner intet om, at 27 sultne overlevende stadig befinder sig på bjergsiden midt i den nådesløse kulde.
Ikke at vide, hvornår du skal spise igen, er den værste frygt for et menneske. Den mest primære frygt.
Sidste farvel til uskylden
Den 24. oktober – 11 dage efter flystyrtet – bliver der holdt et møde om den ultimative nødløsning: Bliver vi nødt til at spise de døde?
Om denne hårrejsende udvej har Fernando Parrado tidligere fortalt:
– Jeg var ikke i tvivl. Det stod meget klart, at dette var den eneste vej ud. Ikke at vide, hvornår du skal spise igen, er den værste frygt for et menneske. Den mest primære frygt.
Og flertallet ender med at være enig med ”Nando”, som han også bare kaldes.
Den medicinstuderende Roberto går udenfor sammen med tre andre. De bruger barberblade og glasskår til at skære tøjet af de døde kroppe, der stikker op af sneen spredt omkring kabinen. De ser ikke på ligenes ansigter, men skærer små strimler af kød, som de lægger på taget af flyet.
Siden har Roberto Canessa i sin bog ”I Had to Survive” kaldt netop dette øjeblik for ”det sidste farvel til uskylden”.
Fem dage efter bliver holdet ramt af endnu en tragedie. De sidder samlet i flykabinen efter 17 dage, skærmet for den bidende kulde og den bitre vind, da en voldsom lavine pludselig rammer, og hele flyet begynder at vibrere.
Sneen begraver flyet og de overlevende, og som den eneste lykkedes det Roberto at undslippe. Det lykkes ham at grave tre andre frem, og de fire forsøger febrilsk at redde de sidste fra den visse død under snemængderne.
Otte personer bliver kvalt under lavinen.
Råt og vådt kød
Nu indtræffer dagene, som Roberto kalder for de mest dystre. De overlevende sidder i skroget, våde, kolde og sultne. De sidder helt tæt for at holde på den beskedne varme i det, som den dengang 19-årige studerende beskrev som ”et fugtigt fængsel”.
De tvinger sig selv til at spise ligene af dem, der mistede livet i lavinen. Kødet er råt og vådt.
Der nedsættes et såkaldt flugthold, bestående af Roberto, Fernando, Antonio ”Tintin” Vizintin og Numa Turcatti. De skal bryde ud af flokken for at drage østpå, efter flere andre ture mod vest har slået fejl.
Da de har ventet i dagevis på en voldsom snestorms ophør, beslutter de sig for at tage af sted. Med sig har de en stor slæde – bygget af en gammel plastikkuffert – som de fylder med forsyninger af kød – menneskekød, vel at mærke – vand og en sovepose, der er lavet af blandt andet flyets isolering.
Og klokken 8 om morgenen den 17. november – hele 36 dage efter at have befundet sig på bjerget – sætter ekspeditionen ud. Numa er for svag, så nu er det kun Fernando, Roberto og ”Tintin”, der forlader lejren, på vej mod øst mod Argentina.
Kun en enkelt kilometer fra flyskroget støder de på halepartiet, der knækkede af ved styrtet – og det skal vise sig at være et regulært skatkammer.
Her finder de trøjer, sokker og bukser, chokolade, rom og batterier til radioen. Og Roberto finder sågar sin bagage. De laver bål fra tegneserier og overnatter i halepartiet i en dyb søvn.
De bliver der i fire dage, før de vender tilbage til vraget. Ruten østpå er for farlig, og soveposen er ikke varm nok til overnatning i det fri.
Batterierne er for tunge til at tage med tilbage, men hvis de kan få cockpittets radio fragtet den anden vej, er der måske en mulighed for, at de kan kontakte omverdenen.
Den 29. november har Roy, ”Tintin” og Fernando brugt tre dage på at arbejde på at forbinde batterierne inde i halepartiet med radioen fra cockpittet. Da det lykkes, fyldes hele vraget med musik, og en nyhedsmeddelelse fortæller dem, at redning nu alligevel er sendt ud for at lede efter overlevende efter flystyrtet.
De bygger et kors af kufferter i sneen, så de forhåbentligt kan ses fra himlen af det uruguayanske luftvåben.
I mellemtiden må de tilbageværende ved flykroppen begynde på de omkomnes hjerner og tarme, da beholdningen af kød er ved at slippe op.
Hvis du løber tør for mad, vil jeg have, at du spiser min mor eller søster Susy.
Dagen efter finder de desuden isolerende stof fra haledelens varmesystem, hvilket ender med at løse deres store udfordringer. Soveposen kan nu nemlig isoleres bedre, så ekspeditionen nu kan foregå over flere dage med nødvendige overnatninger undervejs.
De begynder deres sidste flugt vestpå mod Chile med co-pilotens bemærkning i baghovedet. Ifølge ham var civilisationen et par dages gang væk.
Roberto, ”Tintin” og Fernando siger farvel til de nu 13 tilbageværende. 22-årige Fernando giver sin holdkammerat Carlitos Rodriguez en sidste rystende instruktion:
– Hvis du løber tør for mad, vil jeg have, at du spiser min mor eller søster Susy.
Carlitos er tavs og siger så:
– Kun som en sidste udvej.
Tilgivelsen
På den niende dag for deres vandring er de kun to tilbage i flugtgruppen. ”Tintin” er vendt om, da han var for afkræftet til at fortsætte, og også Roberto og Fernando har nu svært ved at gå. Den 19-åriges hud har et grønt skær, og han er sikker på, at det ikke varer længe, før hans krop begynder at lukke ned.
Stadig uvidende om, hvor tætte de egentlig er på redningen, går de to unge mænd samme eftermiddag gennem en flok køer. Og her ser Roberto pludselig en skikkelse på den anden side af en flod.
– Nando! Jeg ser en mand! En mand på en hest!
I et par minutter mister de den fremmede af syne, men så hører de et råb over flodens brusen.
Det er hyrden Sergio Catalan, de har mødt. Og han råber nogle uforståelige ting tilbage til dem, men får blandt andet sagt: ”I morgen”. Og han holder sit ord. De to kammerater har fundet frem til civilisationen, og de kan endelig – efter 72 dage – blive reddet.
Den følgende dag nåede helikoptere – med Fernando som vejledende medpassager – de 14 overlevende ved flyvraget.
Verden opdagede hurtigt, at de havde holdt sig i live ved at spise deres medpassagerer, men den katolske kirke meddelte, at de ikke havde begået nogen former for synd ved at gøre det, som de var nødsaget til.
Historien om det utrolige overlevelsesekspedition efter flystyrtet kan lige nu ses filmatiseret på Netflix i dramaet "Society of the Snow", ligesom der desuden i 1993 er lavet en filmatisering af "Miraklet i Andesbjergene" med titlen "Alive" og med Ethan Hawke i hovedrollen.
Kilder: Daily Mail, Information, Historie.dk, Netflix.com, BBC.com, Euronews.com.