Streaming7. juni 2022

Først Netflix og TV 2: Nu stopper Viaplay med at lave danske film og serier

Indstillingen af produktionen kommer som en konsekvens af en ny aftale, der er indgået mellem producenter og filmfolk
Man skal vente længe, før der kommer nyt dansk fiktionsindhold på Viaplay 
Man skal vente længe, før der kommer nyt dansk fiktionsindhold på Viaplay
 Foto: Viaplay Group

Som dansker har man kunne nyde godt af, at der på tværs af de store streamingtjenester har været en masse danskproduceret indhold både som film og serier.

Men i sidste uge kom det frem, at både TV 2 Play og Netflix stopper med at producere danske film og serier, efter en ny rettighedsaftale, der skal sikre kunsterne en bedre betaling.

Ifølge både Netflix og TV 2 Play gør aftalen det for dyrt at skabe nye tv-serier på streamingtjenesterne.

Det strides de om

Rettighedsaftalen trådte i kraft i januar og skal sikre kunstnerne bedre betaling.

Tidligere har Netflix fraskrevet sig sine rettigheder mod udbetaling af et engangsbeløb. Men med den nye aftale modtager kunstnere løbende betaling for deres rettigheder.

Den toårige aftale for 2022 og 2023 er indgået mellem Producentforeningen på den ene side og Create Danmark på den anden side.

Create Danmark repræsenterer fagforbund for danske manuskriptforfattere, instruktører og skuespillere.

Negativ retning

Og nu fortæller Viaplay i et åbent brev til Create Danmark og Producentforeningen, at de også sætter produktionen af danske film og serier på pause.

I brevet skriver de blandt andet, at de i mere end 30 år har leveret underholdning til det danske marked, og deres danske indhold også bliver vist i mange andre lande. De havde planlagt at lancere minimum syv danske fiktionsserier og film i år.

– Desværre må vi konstatere, at indholdet af Aftalen rummer så store udfordringer for vores forretningsmæssige ambitioner, at det vil påvirke os, og dermed jeres medlemmer i negativ retning, skriver Filippa Wallestam, der er indholdschef for Viaplay Group AB.

I bero

I brevet beskriver hun flere punkter ved den nye aftale, der bekymrer Viaplay Group AB.

– Indtil vi har opnået en bæredygtig aftale, ser vi imidlertid ingen anden udvej end at stille udvikling af yderligere danske fiktions-projekter i bero. På længere sigt håber vi, at vi kan finde en farbar vej, så vi igen kan producere fiktion i Danmark, og derved opfylde vores ambitiøse mål om at blive den førende udbyder af danskproducerede film og serier.

Til sidst i brevet inviterer hun både Create Danmark og Producentforeningen til en drøftelse i håb om, at de kan finde en langsigtet løsning.

Sponsoreret indhold