"Først til verdens ende": Er blevet tættere end venner - de er "brødre"

LÆS OGSÅ: "Først til verdens ende" - Skylder et bryllup

Der er ingen genetiske bånd der binder 28-årige Rand Jamal og 27-årige Mohammed Osman sammen. Alligevel kalder de to friske fyre hinanden sig for brødre. Det er der en helt særlig grund til.

– Det er for at vise, at du er mere end en god ven. En hvilken som helst kan være en ven, Men vi er lidt tættere, forklarer Rand, da SE og HØR møder makkerparret i hans frisørsalon i Taastrup.

– En bror er en man har tillid til, supplerer Mohammed.

De to eventyrlystne fyre havde et tæt venskab, inden de drog afsted til USA og Canada i TV 2’s ”Først til verdens ende”. Men undervejs på rejsen blev deres bånd stærkere.

– Det gik op for mig, hvor tætte vi var, inden, vi lærte nogle nye sider af hinanden at kende, men der skete ikke noget udover mine forventninger. Alt hvad der skete, var noget jeg kunne genkende, lyder meldingen fra Rand.

– Man blev klogere på, hvor hinandens grænser var. Vi skændtes aldrig, men der var timer, vi ikke snakkede sammen. Det var meget voksent, og vi kunne finde ud af at tage hensyn og give plads.

– Det var vi faktisk rigtig gode til, vurderer Mohammed, der er uddannet indenfor marketing og er ansat i et firma, samtidig med han driver sin egen marketingsforretning.

De er begge vokset op i Roskilde og har derfor altid kendt hinanden, men det var først for fem år siden, de blev nære venner, da de i en periode boede tæt på hinanden i Albertslund.

– Så gik det op for os, at vi havde fælles interesser, husker Mohammed.

De elskede begge at være aktive, men var også gode til at føre lange samtaler.

– Vi er begge selvstændige og har sparret rigtig meget om, hvordan man skaber en sund forretning, så vi har hjulpet hinanden rigtig meget på den måde, forklarer Rand.

– Vi har også den gode snak om livet, hvor vi dykker ned og snakker om, hvordan vi kan ændre på noget, når tingene går galt, og om den anden kan se noget, vi kan gøre for at ændre ens liv. Vi har en forståelse for hinanden, som andre måske ikke har, mener Mohammed.

De samtaler havde de også hver aften, da de rejste rundt i USA og Canada. Det var nødvendigt, for eventyret var hårdt – alligevel ville de aldrig være det foruden.

– Vi er vant til at udfordre os selv, og vi er fysisk robuste, så vi tænkte, det var barnemad for os.

Men det var ikke det, der var svært. Det psykiske aspekt var det hårdeste, Husker Mohammed.

Slap kontrollen

De tænkte dag og nat på, hvordan de skulle komme hurtigst muligt frem til næste check point, og det tærede på kræfterne.

– Vi måtte slippe kontrollen og overlade det til omstændighederne og det var svært for os, for vores liv er meget kontrolleret her i Danmark, fortæller Rand, der stadig bor i Albertslund, mens Mohammed er flyttet tilbage til Roskilde.

Samtidig var de også begge vant til at bestemme.

– Vi har begge et lederinstinkt, og så gik det nok lidt galt i begyndelsen, men vi lærte det senere på rejsen, at vi var nødt til at overlade det til hinanden, mener Mohammed.

Som dagene gik, kom opgavefordelingen helt af sig selv.

– Det kom lidt naturligt, for vi blev virkelig udmattede, og sov ikke altid om natten, så det var den der var mest udhvilet og klar til angreb, der tog ansvaret, forklarer Rand.

Hjemme i Danmark nyder de igen hverdagen, men de forsøger også at give noget af det de fik på turen videre.

– Man kan altid gøre noget godt for andre. Vi fik en rus af glæde hver gang nogle hjalp os, og hvis vi kan give den videre, så vil vi virkelig gerne gøre det, lover Rand