Flemming Møldrup og Mads Steffensens mareridt: - Vi blev straffet

Reglen var klar: De skulle køre uden gps – og kun med gammeldags kort som eneste måde at navigere på.

Og det gik virkelig skidt for Mads Steffensen og Flemming Møldrup, da de dystede mod Peter Falktoft og Esben Bjerre på verdens top i Lapland i ”Verdens vildeste race”, som vises på HBO Max og Kanal 5.

– Ja, vi mistede i hvert fald retningen, kan man sige, lyder det tørt fra Mads Steffensen, da SE og HØR møder dem.

Og det faktum må Flemming Møldrup tage på sine skuldre. For mens Mads var den primære chauffør, stod Møldrup for kortlæsningen.

– Det var et dårligt kort. Der var ikke noget i vejen med os, der var noget i vejen med kortet. Det kort var bare helt outdated. Det passede slet ikke med noget. Det var ikke din skyld, skynder Mads sig at undskylde på Flemmings vegne.

Det dårlige kort gjorde, at de hele tiden mistede tid på grund af omveje.

– Vi nåede aldrig i mål, inden vi skulle. Vi nåede aldrig tidsgrænsen. Og det var på grund af kortet, slår Steffensen fast.

Til trods for at Mads forsøger at nedtone Flemmings skyld i miseren, erkender Møldrup dog sit ansvar.

– Jeg påtager mig det fulde ansvar. Det er jeg ikke bange for. Det skal man jo gøre. Jeg har lært, at man skal tage sit ansvar, mener tv-værten.

Hver dag fik parret tre timers tidsstraf, fordi de ikke kunne finde vej.

– Vi kom så sent i mål hver dag, at nogle gange så måtte produktionsholdet ringe til os og spørge, hvor vi var blevet af, fordi de gik i seng, afslører Mads Steffensen.

Skade og snekaos

Når Mads Steffensen var den primære chauffør skyldtes det, at Flemming Møldrup havde så ondt i skulderen, at han ikke kunne køre.

– Det viste sig, at det var en diskoprolaps. Og vi kørte i en gammel Volvo uden servostyring, fortæller Møldrup.

– Ja, den var så svær at styre, at jeg gav en lyd fra mig, hver gang jeg skulle dreje, husker Mads.

Selv om det var efterår, da de kørte ræs i Lapland, drillede sneen og isen dog stadig.

– Jeg løb ned ad en bjergside, og det så meget romantisk ud. Og pludselig forsvandt jeg simpelthen bare nede i sneen, husker han.

En hændelse, der måske ikke fik den bedste side frem i Mads Steffensen.

– Hvor alle gode venner ville løbe hen og hjælpe ham op, så kom jeg simpelthen til at grine, husker han.

Også Flemming husker særdeles godt Madsø reaktion.

– Mads hjalp mig ikke op. Han tog bare billeder i stedet for at hjælpe sin kammerat, siger Møldrup med et stort grin.

Langt venskab

De to holdkammerater har kendt hinanden i mange år, så timerne i bilen var gode trods stress over kortet.

– Det var en kæmpe oplevelse. Og det var bare dejligt at være sammen fire dage med sin gode ven. Vi har jo en relation, hvor vi ikke er bange for at dele ud. Og det er egentlig meget trygt, mener Mads Steffensen.

Og Møldrup er enig.

– Med det samme vi sætter os ind i bilen, så bar vi jo bare vores venskab ind i bilen, og så havde vi jo den samme fortrolighed. Det gjorde det jo også nemmere, når man var træt, og man skulle nå langt, og man ikke kunne finde vej.