Streaming9. juli 2022

Færdig med "Stranger Things"? Her er 6 Netflix-serier, du kan binge i stedet

Lider du som så mange andre af "Stranger Things"-abstinenser? Så er der heldigvis hjælp at hente
Der kommer ikke nye "Stranger Things"-afsnit foreløbig, så du kan godt begynde at kigge dig om efter ny serieunderholdning.
Der kommer ikke nye "Stranger Things"-afsnit foreløbig, så du kan godt begynde at kigge dig om efter ny serieunderholdning.
 Foto: Netflix

Det har været en hæsblæsende sommer for fans af Netflix-serien "Stranger Things". Begge kapitler af seriens fjerde sæson har nemlig haft premiere, og i den forbindelse er der blevet sat imponerende seerrekorder hos streaminggiganten.

Faktisk gik det så vildt for sig, at Netflix crashede sekunder efter premieren på sidste del af sæson fire, som havde premiere fredag. Sådan lød meldingen både på Twitter og hos flere amerikanske medier.

Det betyder desværre, at der ikke er mere "Stranger Things" at komme efter i et godt stykke tid. Det forventes nemlig, at fans skal vente længe på premieren på seriens femte og sidste sæson.

Men er man til solidt, mørkt og dragende fantasy, sci-fi og horror, så er der faktisk mange andre både gamle og nye serier at komme efter. Vi har fundet seks gode bud på Netflix-serier, der bare ligger og venter på, at du kaster dig over dem.

1) I Am Not Okay With This

Komedie | Drama | Fantasy | 30 min. | USA | 2020

"I Am Not Okay With This" er en solid omgang sort komedie og en adaptering af Charles Forsmans grafiske novelle af samme navn. Serien, der er instrueret af Shawn Levy, der også har arbejdet på "Stranger Things", leger med det overnaturlige i en klassisk teenagefortælling. Serien er tydeligt inspireret af "Stranger Things"-bølgen, og selvom den på grund af coronapandemien kun fik lov til at leve en enkelt sæson, så er den absolut et kig værd.

"I Am Not Okay With This" kan streames på Netflix.

2) Dark

Krimi | Drama | 60 min. | Tyskland | 2017

Det er ikke så underligt, at den tyske dramaserie "Dark" blev sammenlignet med "Stranger Things" efter premieren i 2017. "Dark" starter nemlig også ud med at børn forsvinder, men hvor "Stranger Things" gik i retning af det overnaturlige, bevæger "Dark" sig langsomt mod et fantastisk univers med sci-fi og tidsrejser, hvor der ikke sparet på noget - hverken i form af vilde historier og imponerende billeder.

"Dark" kan streames på Netflix.

3) Locke & Key

Drama | Fantasy | Horror | 48 min. | USA | 2020

I "Locke & Key" følger vi den magiske historie om Locke-familien. Efter mordet på Rendell Locke beslutter hans hustru at rykke med børnene til Matheson, Massachussets. Her opdager de tre børn en række mystiske nøgler i familiehuset. Nøgler, der åbner døre til en lang række mystiske og fortryllede verdener. Og selvfølgelig ligger der i bedste "Stranger Things"-stil dæmoner og venter på den anden side.

"Locke & Key" kan streames på Netflix.

4) The Umbrella Academy

Action | Komedie | 60 min. | USA | 2019

"The Umbrella Academy" er på ingen måde lige så mørkt og skræmmende som "Stranger Things". Til gengæld er tempoet højt, replikkerne rappe, og humoren er bestemt ikke glemt.

Serien fortæller skæbnehistorien om de syv børn, der blev adopteret af den excentriske milliardær Regional Hargreeves, efter de kom til verden på nøjagtigt det samme tidspunkt forskellige steder. De syv børn bliver kendt som superhelte med særlige evner og efter adskillige år væk fra hinanden, må de som voksne efter faderens død samle sig på ny i et forsøg på at redde verden.

"The Umbrella Academy" kan streames på Netflix.

5) Fear Street

Drama | Horror | Filmtrilogi | USA | 2021

Her er der faktisk ikke tale om en serie, men i stedet om en filmtrilogi. De tre film er baseret på bogserien af R.L. Stine og foregår i årene 1994, 1978 og 1666 i byen Shadyside. Her har en række brutale mord fundet sted over 300 år, men det skal en gruppe teenagere nu forsøge at sætte en stopper for.

"Fear Street"-filmene fik på rekordtid en stor fanskare blandt Netflix-brugerne og er absolut en af den slags streamingguld, du ikke må misse.

"Fear Street: Del 1: 1994", "Fear Street: Del 2: 1978" og "Fear Street: Del 3: 1666" kan streames på Netflix.

6) The OA

Drama | Fantasy | 60 min. | USA | 2016

Med "The OA" får du både et skud af sci-fi, det overnaturlige og masser af fantasyelementer i fortællingen om den unge kvinde Paririe Johnson, der dukker op syv år efter hun på mystisk vis forsvandt.

Som barn var hun blind, men da hun vender tilbage til sit hjem, er synet genoprettet. Mange tror, at hun er et vaskeægte mirakel, mens andre er overbeviste om, at hun er farlig.

"The OA" er en enormt omdiskuteret og hyperpopulær serie, som du vil komme til at savne, når du har braget gennem de to sæsoner.

"The OA" kan streames på Netflix.

Sponsoreret indhold