Streaming2. februar 2021

Efter vild aktie-redning: Nu kommer Netflix med film om GameStop-dramaet

I løbet af bare den sidste uge gik den amerikanske spilforhandler fra at kunne se sin egen gravsten til at stige flere hundrede procent på aktiemarkedet. Nu melder Netflix sig på banen
Netflix har allerede castet deres første skuespiller til at portrættere det lige nu verserende aktie-drama.
 Foto: MEGA

Selvom man måske ikke ved meget om aktier, eller for den sags skyld interesserer sig for det, så er det nok ikke gået mange næser forbi, hvordan den amerikanske spilkæde GameStop, som også har mange butikker i Danmark, i løbet af få dage ødelagde mange investorers tanker og drømme.

I løbet af kort tid gik kædens aktier fra at være meget tæt på nulpunktet, og dermed uden værdi, til at stige helt vildt.

Hemmeligheden bag det absurde aktie-hop findes dog hverken i nye, flotte regnskaber fra virksomheden eller andre positive nyheder, der ville få folk til at investere.

Faktisk skyldes det udelukkende, at flere investorer havde væddet om, at aktien ville miste værdi. Noget man reelt set kan tjene penge på, hvis det lykkes.

Noget som hjemmesiden Reddit hurtigt lavet om på.

Tager fra de rige og giver til de fattige

For i stedet for at lade investorerne tjene kassen på en faldende aktie, så valgte flere Reddit-brugere at købe sig ind og dermed få aktien til at stige eksponentielt.

En hændelse som streaminggiganten Netflix ser stort potentiale i.

Ifølge det amerikanske medie People har de nemlig allerede fundet deres hovedrolle til filmen: Noah Centineo.

Filmens omdrejningspunkt bliver den lige nu verserende kamp mellem hedgefondene og Reddit-brugerne, der blandt andet har fået GameStop-aktien til at stige mere end 1700 procent bare i sidste uge.

Den 24-årige Centineo har tidligere spillet med i andre Netflix hits som ”To All The Boys I’ve Loved Before” og efterfølgeren ”To All The Boys: P.S. I Still Love You”. Han spiller desuden med i den tredje film i rækken, der er sat til at få premiere på Netflix den 12. februar.

Hvordan kan det lade sig gøre?

Den amerikanske spilkæde er allermest kendt for sine fysiske butikker, hvor du både kan købe nye og brugte spilkonsoller, spil og andet elektronik.

Men under coronakrisen er kæden blevet hårdt ramt af digitale køb og downloads.

Den nedgang, som kæden har oplevet, og den generelle nedgang i kædens aktier over de sidste mange år, fik flere til at spekulere i om, aktien ville overleve.

Denne spekulation fik tusindvis af brugere fra det online debatforum Reddit og andre sociale medier til at købe massevis af aktier, mens de store investorer og hedgefond-selskaber har satset på, aktien ville miste værdi.

Altså det komplet modsatte af, hvad der netop er sket.

Ideen bag er simpelthen, at de store skulle tabe en masse penge på deres satsning om, at aktien ville falde i værdi, mens de små så kunne løbe med gevinsten.

Sponsoreret indhold