Dronning Elizabeths værste år: Her er virkelighedens "The Crown"-skandaler
Den længe ventede femte sæson af "The Crown" har netop fået premiere på Netflix, og også i denne omgang er serien baseret på masser af royalt sladder fra virkelighedens verden.
Denne gang bliver seerne taget tilbage til England i 1991. Dronning Elizabeth er 65 år gammel og indtræder sit 39. år som regent af Storbritannien.
Det årti, der følger, skulle vise sig at blive et af de mest turbulente af slagsen i dronningens levetid. Der var dog særligt ét år, der markerede sig som et af de absolut værste.
Den engelske dronning kaldte selv det famøse år 1992 for sit "annus horribilis" i en tale, hun gav i forbindelse med sit jubilæum samme år.
- 1992 er ikke et år, jeg vil se tilbage på med ufortyndet glæde. Med ordene fra mine mere sympatiske korrespondenter, har det vist sig at være et "annus horribilis", sagde hun.
- Jeg spekulerer nogle gange på, hvordan fremtidige generationer vil bedømme begivenhederne i dette tumultariske år. Jeg tør godt påstå, at historien vil have et lidt mere moderat syn end nogle nutidige kommentatorer.
- Afstand er kendt for at lede til fortryllelse, selv med de mindre attraktive betragtninger. Det har jo bagklogskabens uvurderlige fordel.
Offentlighedens syn på det engelske kongehus begyndte i begyndelsen af 90'erne at ændre sig, og flere og flere satte spørgsmålstegn ved de royales relevans. Samtidig var der massivt kaos internt i Windsor-familien, der var ramt af den ene kærlighedsskandale efter den anden.
Prins Andrew og Sarah Ferguson
Skandaleåret blev skudt i gang, da dronning Elizabeths søn, prins Andrew, og hans hustru, Sarah Ferguson, valgte at gå fra hinanden.
Ifølge Vanity Fair var det faktisk ingen ringere end prinsesse Diana, der i sin tid spillede kirsten giftekniv og sørgede for at Sarah, der dengang arbejdede med marketing på et kunstgalleri, blev introduceret til den engelske prins.
Den 26-årige Ferguson blev derfor inviteret med til en fest på Windsor Castle i 1985, og kort tid trådte parret frem som officielle kærester.
Parrets første barn, datteren Beatrice, kom til verden 8. august 1988 og blev efterfulgt af endnu en datter, Eugenie, 23. marts 1990.
Herfra begyndte det i den grad at gå i den forkerte retning for York-parret. Ferguson har efterfølgende afsløret, at hun kun så sin mand 40 dage om året.
- Jeg var alene gennem hele min første graviditet. Da Beatrice blev født, fik Andrew ti dages orlov.
Samme år, som parret gik fra hinanden, landede Sarah Ferguson i en stor skandale, da intime billeder af hende og den amerikanske forretningsmand John Bryan dukkede op.
Prinsesse Annes skilsmisse
Prins Andrew var dog ikke den eneste af dronning Elizabeths børn, der blev skilt i 1992. Dronningens datter, prinsesse Anne, færdiggjorde nemlig sin skilsmisse fra kaptajn Mark Phillips.
Prinsessens dramatiske forhold til kaptajnen er allerede blevet portrætteret i tidligere sæsoner af "The Crown". Brylluppet mellem Anne og Mark Phillips trak nemlig massiv opmærksomhed fra offentligheden og blev set af omkring 500 millioner mennesker verden over.
I mange år var der spekulationer om, hvorvidt der foregik noget bag de lukkede døre. Gennem de tidlige 80'ere var kaptajnen nemlig ingen steder at se i forbindelse med diverse royale arrangementer.
Den store bombe eksploderede så, da det kom frem, at Mark Phillips havde fået et barn med en anden kvinde, mens parret stadig var gift.
Få måneder efter prinsesse Annes skilsmisse fra kaptajnen, blev hun gift på ny med Timothy Laurence.
Prins Charles og prinsesse Diana
Og så kom turen så til prins Charles, der i 1992 blev seperaret fra prinsesse Diana.
Som vi allerede ved fra fjerde sæson af "The Crown", så mødte Charles og Diana hinanden, da hun var bare 16 år, mens han var 29. De blev gift den 29. juli 1981 - under et halvt år efter de blev forlovet.
Men ægteskabet var i den grad en tragisk kærlighedshistorie. Prins Charles hjerte tilhørte nemlig i al hemmelighed Camilla Barker Bowles. Samtidig var Diana ramt af både fødselsdepression og bulimi, mens hun var gift med prins Charles.
I 1995 afslørede Diana desuden i et interview med den engelske journalist Martin Bashir, at hun havde haft en affære, mens hun stadig var gift med prins Charles. Noget, der ifølge hende blev skudt igang, da hun indså, at der var "tre personer i det her ægteskab".
Windsor Castle i flammer
Det svære år blev bestemt ikke nemmere, da dronning Elizabeths højt elskede slot, Windsor Castle, brød ud i brand.
Flammerne fik sin spæde start, da et stearinlys fik fat i et gardin i et kapel, men først 15 timer senere lykkedes det for brandfolkene at få slukket branden helt.
Det betød desværre, at 115 værelser var blevet fuldstændigt destrueret af den omfattende brand.
Heldigvis var meget af Windsor Castles uvurderlige kunst og møbler blevet fjernet fra slottet, fordi der var gang i en omfattende renovering.
Dronning Elizabeth var ikke selv til stede på slottet, da branden brød ud, og det var prins Andrew, der måtte levere nyheden til hende over telefonen.
For at få råd til at betale for de mange skader, besluttede dronningen for første gang nogensinde at åbne for dele af Buckingham Palace for offentligheden - mod betaling, naturligvis.
Indtægterne fra Buckingham Palace dækkede eftersigende for 70 % af de samlede omkostninger, som lå på i alt 36,5 mio. pund. (306 mio. kr.).
"The Crown" sæson fem kan streames på Netflix.
Se traileren til den nye sæson af "The Crown" øverst i artiklen.