Streaming2. september 2023

Det er slut: "How I Met Your Father" vender ikke tilbage

Disney og Hulu har trukket stikket på komedieserien "How I Met Your Father" med Hilary Duff i hovedrollen
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Hilary Duff spiller hovedrollen i komedieserie "How I Met Your Father", der kan streames på Disney+.
 Video: Disney+

LÆS OGSÅ: Neil Patrick Harris vender tilbage som Barney Stinson i "How I Met Your Father"

Det ser ud til, at historien om "How I Met Your Father" blev noget kortere end forventet.

Fredag blev det nemlig bekræftet, at Hulu har valgt at trække stikket på komedieserien, som var et spinoff af den prisvindende serie "How I Met Your Mother".

Det skriver Deadline.

Beslutningen om ikke at forlænge tv-serien kommer som noget af en overraskelse for fans, og det har derfor resulteret i skuffede reaktioner på Elon Musk-mediet X.

- Jeg var så investeret. Sæson to fik mig til at skrige af grin flere gange. Den her serie fortjente en sæson tre. Jeg er så skuffet, lyder det blandt andet fra en X-bruger.

Andre er dybt frustrerede over, at den pludselige aflysning af serien også betyder, at man således ikke får svar på mange af de spørgsmål, som serien har rejst.

I "How I Met Your Father" fortæller Sophie (Kim Cattrall) i den nære fremtid sin søn historien om, hvordan hun mødte hans far.

En historie, der sender os tilbage til året 2021, hvor Sophie (Hilary Duff) og hendes tætte gruppe af venner - Jesse (Chris Lowell), Valentina (Francia Raisa), Charlie (Tom Ainsley), Ellen (Tien Tran) og Sid (Suraj Sharma) - er i færd med at finde ud af, hvem de er, hvad de ønsker af livet, og hvordan man forelsker sig i en tid med dating apps og uendelige muligheder.

Seriens anden sæson bød blandt andet på gæstestjerner fra den oprindelige serie, "How I Met Your Mother", hvor både Cobie Smulders vendte retur som Robin Scherbatsky og Neil Patrick Harris som Barney Stinson.

Hilary Duff (tv.) og Chris Lowell (th.) skal finde nyt arbejde, efter "How I Met Your Father" er blevet droppet. 
Hilary Duff (tv.) og Chris Lowell (th.) skal finde nyt arbejde, efter "How I Met Your Father" er blevet droppet.
 Foto: Hulu

"How I Met Your Father" er langt fra den eneste serie, der for nyligt har fået kniven.

HBO kunne for få dage siden bekræfte, at der ikke kommer en ny sæson af "The Idol", der ellers bød på The Weeknd og Lily-Rose Depp i hovedrollerne.

Hulu overraskede også ved tidligere på ugen at annoncere, at der heller ikke kommer mere af den ellers ret så populære "The Great" med Elle Fanning og Nicholas Hoult.

Alle afsnit af "How I Met Your Father" kan streames på Disney+.

Se traileren til serien øverst i artiklen.

Sponsoreret indhold