"Den store bagedyst" er tilbage: MEN ikke alt er som det plejer

Nu er der ikke længe til, at Timm Vladimir igen-igen skyder ”Den store bagedyst” i gang med den ikoniske sætning ”klar, parat, bag”.
Så hvis du er en af dem, der trofast følger det højspændte kagedrama på DR hjemmefra sofaen, bliver du nok glad for at høre, at 11. sæson får premiere lørdag den 24. september.
Det skriver Billed-Bladet.
Traditionen tro, er det den kagekyndige trio bestående af konditorerne Markus Grigo og Katrine Foged Thomsen og vært Timm Vladimir, der skal føre de ti håbefulde amatørbagere gennem det krævende kageprogram.
- Seks kvinder og fire mænd er nnu klar til at binde forklæderne og smøge ærmerne op i hele Danmarks bagetelt. I ugevis skal de dyste på både italiensk bagværk, gylden karamel, godt gammeldags rugbrød, smukke blomsterroulader og vanvittige illusionskager, skriver DR ifølge ugebladet om, hvad vi kan vente os af den kommende sæson.
Efter 10 sæsoner har kanalen lavet et par ændringer i den kommende sæson, som altså kommer til at skille sig ud og potentielt gøre konkurrencen endnu mere spændingsfyldt.
Der er således flere af de hemmelige udfordringer, som de medvirkende jo af gode grunde ikke har kunnet øve sig på hjemmefra. Det er med andre ord en klar fordel at kunne holde hovedet koldt og have teknikkerne i orden, når der om små tre uger skal bages på tid.