Dar Salim om "Underverden 3": - Folk hiver og flår efter den
LÆS OGSÅ: Udlandet elsker Dar Salim: Fra “Underverden” til hele verden
Dar Salim blev rost til skyerne i "Underverden 2".
Nicki Bruun, anmelder hos Filmmagasinet Ekko, skrev blandt andet, at Dar Salims "fænomenale pragtpræstation bærer filmen i mål".
- Han er ekstremt overbevisende, om han står over for en gangsterboss eller en syvårig dreng – en disciplin mange actionhelte har fejlet i, lød ordene Mathilde Johanne Kristiansen fra Soundvenue om skuespilleren.
Anmelderne kvitterede med fem ud af seks stjerner til Zaid, som spilles af Dar Salim i filmen.
Efter den store succes er det store spørgsmål så: Kommer der en "Underverden 3"?
Det spurgte SE og HØR Dar Salim om, da vi mødte ham til gallapremieren på komediedramaserien "AGENT" i Imperial mandag aften.

- Responsen har været enorm positiv, og folk hiver og flår efter en treer. Så det er et godt tegn, fortæller Dar Salim.
- Men vi har ikke planer om en treer. Det havde vi jo heller ikke efter nummer et, så jeg ved det ikke. Du må spørge mig igen om et år eller to.
- Men hvordan opstår sådan en plan om en ny "Underverden"-film?
- Det er en fælles mavefornemmelse. Det skal være den rigtige idé, og tiden skal være til det. Og så skal vi fortælle en historie, som man gerne vil fortælle.
- Hvis man har den rigtige historie, så er det jo et fantastisk fedt univers, vi har fået bygget. Og Zaid er jo en sjov karakter at spille, og folk er glade for ham.
Afsluttende fortæller Dar Salim, at man i skrivende stund ikke har den rigtige historie, så i øjeblikket er der altså ingen planer om en ny film.
"Underverden 2" er en forsættelse til action-thrilleren "Underverden" fra 2017. I den seneste film kæmper Zaid mod den københavnske underverden for at hævne sin afdøde bror.