Streaming20. december 2023

Dansktop døgnet rundt: Ny kanal viser dansktop hele dagen og natten

Hvis du ikke kan få nok dansktopmusik, kan du fremover få dit behov opfyldt både med lyd og billede i alle døgnets timer
Fra i dag kan man se dansktopmusik 24 timer i døgnet.
Fra i dag kan man se dansktopmusik 24 timer i døgnet.
 Foto: Pluto TV

Så er der godt nyt til alle, der glædeligt gjalder med på ”Mormors kolonihavehus”, ”Rigtige venner” og ”Vi maler byen rød”.

Onsdag er Danmark nemlig blevet beriget med en ny kanal, der viser dansktop døgnet rundt.

Kanalen kan dog ikke findes med en antenne, men skal i stedet streames fra the world wide web.

Det er nemlig Pluto TV, der står bag den nye dansktopkanal. Her koster det ingen penge at se fjernsyn, men til gengæld må man leve med reklamepauser.

Pluto TV har indgået en aftale med Danmarks største tv-producent af dansktoppen, INmotion Aarhus, som løbende optager dansktopmusik i deres studie.

– Vi er glade for at introducere vores nye dansktop-musikkanal, og uanset om vores seeres præferencer ligger inden for Champions League håndbold, Paradise Hotel, South Park eller dansktop, understreger det, at Pluto TV er for alle, siger Jesper Dahl, der er general manager for Pluto TV i Central- og Nordeuropa.

Man vil på kanalen både kunne stifte bekendtskaber med nye stjerneskud på dansktopscenen, mens mere anerkendte dansktopartister som Jacob Haugaard og Kisser og Søren også vil kigge forbi.

Sponsoreret indhold