Streaming20. juli 2023 (opd. 20. juli 2023)

Danske anmeldere skamroser Barbie-film

Hylder filmen "Barbie" for dens satire og feministiske kommentarer til kønsroller

Sam Smith til "Barbie"-premiere i London

SE BILLEDERNE: Vilde outfits til pink ”Barbie”-premiere

At en legetøjsdukke, som i årtier har stået som symbolet på en gammel og forstokket opfattelse af kvinders roller i samfundet, skulle blive udgangspunktet for et moderne feministisk manifest, havde få formentlig forudset.

Ikke desto mindre er det, hvad Berlingskes anmelder Thomas Brunstrøm tænker om den nye "Barbie"-film, der ifølge underholdningsmediet Variety ventes at indbringe over en halv milliard kroner i første weekend i biografen.

Filmen er "både en visuel fest, en velfungerende komedie og en ret clever feministisk satire," skriver Brunstrøm og kvitterer med fem ud af seks stjerner.

Barbie-filmen har premiere i Danmark i morgen fredag.
Barbie-filmen har premiere i Danmark i morgen fredag.
 Foto: Stefani Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix

Kim Skotte, anmelder for Politiken, kvitterer ligeledes med fem ud af seks - hos Politiken opererer de med hjerter - og skriver, at filmen "må blive sommerens sjoveste stykke populærkultur".

- "Barbie" er et farvestrålende og sarkastisk spejlbillede af virkelighedens kønsroller, som de blandt andet cementeres via "uskyldigt" legetøj. Men filmen er også et eventyr om dukkemennesket, der drømmer om mere, men frygter prisen for ikke længere bare at være et passivt stykke legetøj, skriver Skotte.

Han hylder blandt andet dynamikken mellem Barbie og Ken for at illustrere moderne kønsroller.

- Ken tilbeder Barbie, men for hende er han kun et knap nok ænset objekt. Ken kan ikke rigtigt noget, ud over at stå på en strand og se nok så nydelig ud med perletand og nøddebrunt vaskebræt, skriver Kim Skotte.

Hos Ekstra Bladet er anmelder René Fredensborg noget mere tilbageholdende med rosen og giver filmen tre ud af seks stjerner.

Fredensborg savner livskrise hos Barbie og Ken - noget man kan identificere sig med.

- I stedet bliver man spærret inde i pastel og druknet i musical-pastiche og udmattet af glitterbestrøet kønskamp, skriver René Fredensborg.

Han er desuden ikke enig i, at filmen illustrerer en meningsfuld frigørelse af den kvindelige hovedrolle.

- Jo, Barbie frigør da heldigvis sig selv, men desværre på samme overfladiske måde, som når fjerdebølgefeminister twerker for ligestilling.

- Og det synes jeg godt, man må hade filmen lidt for, skriver René Fredensborg.

"Barbie" har premiere i Danmark torsdag.

Sponsoreret indhold