Chokafsløring om "Unknown Number: The High School Catfish": Var Lauryn Licari begyndt at mistænke sin egen mor?

OBS! Denne artikel indeholder spoilers
Det er i skrivende stund en af de mest sete dokumentarer på Netflix – og med god grund! For historien om den unge Lauryn Licari – og mobningen af hende – er på én gang både vanvittig, forfærdelig – og chokerende.
Nu mener et amerikansk medie at afsløre endnu mere om den mystiske mobningssag, der udrulles i Netflix-hittet "Unknown Number: The High School Catfish".

Ifølge People skriver det amerikanske medie The Cut, at den unge Lauryn var begyndt at mistænke, at hendes egen mor Kendra stod bag den uhyggelige mobning af hende.
Den nagende tvivl fra Lauryn kom tilsyneladende i månederne op til, at Kendra langt om længe blev afsløret.
Det er dog ikke noget, som Lauryn antyder – hverken i dokumentaren eller overfor det amerikanske medie.
Men nærstuderer man én af de mest skelsættende scener i serien – øjeblikket, hvor politiet opsøger Kendra for at meddele hende, at hun er blevet afsløret – er det da også værd at bemærke flere ting:
Lauryn, der bliver ført ind i stuen kort efter politiets ankomst, sidder stille og kigger ud i luften. Hun spørger tilsyneladende ikke på et eneste tidspunkt sin mor om de vilde anklager, ligesom Lauryn heller ikke spørger politiet ind til, hvad der foregår.

Man kunne derfor forestille sig, at datteren på det tidspunkt godt havde en fornemmelse af, at det kunne være hendes egen mor, der var gerningsmanden.
Undervejs i dokumentaren dukker der også andre ledetråde op, hvor man foranlediges til at tro, at Lauryn kunne mistænke én i sin allernærmeste omgangskreds – og altså deraf også sin egen mor.
Mange af de uhyggelige og krænkende beskeder, Lauryn modtager, indeholder nemlig detaljer og beskrivelser, som kun hendes nærmeste burde kende til.
Politiet mistænkte da også, at en gerningsmand kunne findes i Lauryns indercirkel.

Det er desuden tydeligt, at Kendra gjorde en dyd ud af at være ekstremt involveret i sin datters sag. Hun havde således løbende kontakt til Lauryns andre veninder for at spørge dem ind til de nyeste sms’er, ligesom Kendra gerne ville vide alt, hvad der foregik.
I dokumentaren kommer det altså ikke frem, om Lauryn selv var begyndt at mistænke sin mor.
Lauryn har nemlig ikke ønsket at udtale sig meget om sagen. I dokumentaren fastholder hun dog, at hun blev ramt af både vrede, sorg og vildelse, da det kom frem, at hendes egen mor stod bag.
Alligevel lægger Lauryn ikke skjul på, at hun ønsker at genoprette et forhold til moren, som hun med egne ord ”elsker højt”.