Streaming1. august 2022

"Breaking Bad"-stjerner hyldet med statue – deler vandene

Serien om de to metamfetamin-fremstillere har givet flere jobs og en bedre økonomi til byen Albuquerque
De to skuespillere, Bryan Cranston og Aaron Paul, med statuerne af deres karakterer fra "Breaking Bad".
De to skuespillere, Bryan Cranston og Aaron Paul, med statuerne af deres karakterer fra "Breaking Bad".
 Foto: Chancey Bush/AP/Ritzau Scanpix

I den amerikanske stat New Mexico er der blevet rejst en noget kontroversiel statue – faktisk to.

Statuerne er lavet af bronze og forestiller de to fiktive fremstillere af metamfetamin Walter White og Jesse Pinkman, der er hovedpersonerne i den populære Netflix-serie "Breaking Bad".

Fredag blev statuerne præsenteret af hovedrollerne selv – Bryan Cranston og Aaron Paul – ved et større arrangement i byen Albuquerque, hvor serien foregår for at hylde dens betydning for den amerikanske stat og by.

Det skriver New York Post.

"Lige hvad vores by havde brug for"

"Breaking Bad" og spinoff-serien "Better Call Saul", fik sat skub i muligheden for igen at bruge New Mexico som lokation til at optage film og serier, samtidig med at den også adresserede Albuquerques problemer med stoffer og kriminalitet.

Derfor er det også med blandede holdninger, at der er rejst en statue af to berygtede, men fiktive pushere.

– Der er ingen tvivl om, at nogle nok vil sige, "wow, lige hvad vores by havde brug for", og det forstår jeg, sagde Vince Gilligan, der er en af skaberne af serien, som også var med til arrangementet.

Walter White og Jesse Pinkman - nu som statuer.
Walter White og Jesse Pinkman - nu som statuer.
 Foto: Chancey Bush/AP/Ritzau Scanpix

– Jeg ser to af de bedste amerikanske skuespillere i Amerika. Jeg ser dem i deres roller som to tragiske figurer, der er større end livet, med advarende fortællinger, lød det fra skaberen med hentydning til statuerne.

Flere jobs og bedre økonomi

Selv om "Breaking Bad" er en foruroligende historie om en kemilærer med kone og børn, der begynder at fremstille metamfetamin og bevæge sig i den kriminelle underverden, så nyder Albuquerque godt af seriens succes.

I byen kan man blandt andet komme på tur og se de steder, hvor store dele af serien er optage, og det er vel at mærke i en kopi af den autocamper, som Walter White og Jesse Pinkman bruger til at lave metamfetamin i.

Det er til trods for, at New Mexico gennem længere tid har kæmpet med at nedbringe antallet af alkoholikere og stofmisbrugere, der dør af en overdosis. Det tal lyder på mere end 43.000 døde over de seneste 30 år.

Glorificerer metamfetamin

Succesen fra "Breaking Bad" og "Better Call Saul" har medført flere jobs og givet en bedre økonomi i byen. Det pointerede borgmesteren til arrangement.

– Mens historien er fiktiv, så er jobs rigtige hver eneste dag. Byen har også en rolle. Vi kan se os selv på så mange punkter på godt og ondt, lød det fra Tim Keller.

Anderledes bekymrende var ordene fra en lokal politiker fra det republikanske parti – Rod Montoya.

– Jeg er glad for, at New Mexico har fået flere jobs, men helt ærlig? Vi er på vej ned ad en stig, der glorificerer metamfetamin-fremstillere, sagde han.

Andre borgere i byen er af samme holdning som Rod Montoya.

Sponsoreret indhold