"Baby Reindeer"-stjerne Richard Gadd forvandlet i ny serie

LÆS OGSÅ: Virkelighedens Martha fra "Baby Reindeer" står frem: Jeg er offeret
"Baby Reindeer"-skaber og -hovedrolleindehaver Richard Gadd har fået en markant forvandling med et imponerende muskelsæt og et kraftigt fuldskæg til sin nye rolle i HBO Max-serien "Half Man".
Serien, der får premiere i 2026, følger de "fraseparerede brødre" Niall og Ruben næsten gennem 40 år - fra 1980'erne til i dag. Da Ruben dukker op til Nialls bryllup, udløser det en eksplosion af vold, der sender seerne tilbage gennem deres liv, lyder det i beskrivelsen fra Warner Bros. Discovery.
Den seks episoder lange dramaserie starter med at vise de to som urolige teenagere og følger dem gennem deres forhold som voksne - med alle de gode, dårlige, forfærdelige, sjove, vrede og udfordrende øjeblikke undervejs.
Ved siden af Richard Gadd spiller Jamie Bell rollen som Niall. Bell er kendt fra film som "Billy Elliot" og "Rocketman".
Serien vil ifølge beskrivelsen indfange den vilde energi i en by og verden i forandring og dykke ned i, hvad det betyder at være mand.
Richard Gadd er skaber, forfatter af og executive producer på serien, der er instrueret af Alexandra Brodski og Eshref Reybrouck.
Det bliver hans første store projekt efter den enormt succesfulde "Baby Reindeer", der blev en global Netflix-sensation og skabte massive diskussioner om grænsen mellem fiktion og virkelighed.
"Half Man" får premiere på HBO Max i 2026.
