Anmeldelse: Kære Sidney, kan man vælge kun det lette i livet uden at dø af det? 

Der findes et klip fra 2007, hvor en mørkhåret, yngre udgave af Sidney Lee pakker sin sportstaske, kysser katten Pussy farvel, for derefter at tage ud og realisere sin drøm i en industribygning ved Fredericia.

Det var – og er – indiskutabelt urkomisk, da han frygtløst sprang op i dén wrestlingring, som han i øvrigt kun kendte fra det lille billedrørsfjernsyn på drengeværelset, hvorefter han lige så konsekvent og uden megen fortrydelse at spore måtte trække sig igen.

Der var nemlig ingen, der havde fortalte Sidney Lee, at man slog hinanden i virkeligheden. At det skulle gøre rigtigt ondt.

Scenerne fra DR-programmet “Blod, sved og springskaller” er et godt sted at starte historien om det realityikon, som vi sidste år mistede ganske pludseligt. En død, som man nu nemmere kan forbinde med Sidneys foragt for realiteterne.

Så det gør “Sidney” - altså dokumentaren fra den nyudklækkede kanal TV 2 Echo. Men ikke før den introducerer os for den utraditionelle speak, som allerede før premieren er blevet vendt og drejet.

De døde kan fortælle nu

For det er afdøde Sidney Lee, der selv speaker – vel at mærke ved hjælp af kunstig intelligens. En computer, der befinder sig i USA, har slugt en masse materiale fra tidligere interviews samt timevis af referenceindtaling, for derefter at gøre det muligt for hovedpersonen at “fortælle fra graven”, som vi så svulstigt er blevet lovet.

Et greb, der selvfølgelig rejser spørgsmålet: Bare fordi vi kan, bør vi så?

Speakfinten er nemlig lige så kontroversiel som den der utraditionel, og vi er da mange med “Black Mirror”-mareridt, der skal bede TV 2 om at klappe hesten med denne slags påfund, før vi overfører dette til eksempelvis dokumentarer om diktatorer. Ingen sammenligning i øvrigt, naturligvis.

Eller før vi ender i en fejde mellem redaktion og familie, som vi så det, da instruktør Morgan Neville ikke var helt færdig med sin film om kokken Anthony Bourdain, før hans alt for tidlige død. Og som derfor lappede en masse speak sammen – post mortem – hvilket vækkede anstød hos både efterladte, fans og anmeldere.

Selvom Sidneys computerstemme undervejs i de to første afsnit af dokumentaren bliver tålelig - faktisk endda sommetider svær at genkende fra de ægte Sidney-optagelser - så kommer den noget klodset fra start.

Vi bliver hurtigt kastet ind i et mørke.

Vennerne kan ikke få fat i Sidney, og de ved, han er nede i et hul for tiden. Hans mor, Bente, når lige at fortælle, at sorg kan gøre ondt helt ind i knoglerne. Der står tomme flasker og fyldte askebægre i den lejlighed, som vi må forstå, er Sidneys tilflugtssted. Vi flyver ind over hans gravsted.

– Jeg ligger nede under den sten der, lyder det fra stemmen i de allerførste minutter af “Sidney”, hvor dette anderledes greb altså absolut ikke gør noget godt for dokumentaren.

– Lidt nederen faktisk.

Heldigvis for resten af oplevelsen, bliver computerstemmen mere sømløs undervejs. Og hvis ret skal være ret, så køber vi fuldstændig påstanden om, at den solbrune, selviscenesættende realitystjerne ville have elsket hele idéen.

Et opfundet liv

Nu får man næsten lyst til at undskylde overfor den del af Sidney, der tydeligvis stadig på et metafysisk plan kan kommunikere med os.

Men i så fald: Beklager, min ven, men din familie er de sande stjerner i denne nye dokumentar.

Vi forstår til fulde, hvorfor disse ekstremt empatiske mennesker ikke har haft lyst til at medvirke i sønnen og brorens massive mediecirkus, der jo ikke var andet end endnu en high score, han endnu ikke havde slået.

En ny fed fidus, som da han begyndte at ryge, og således hamrede ikke én men fire pakker på en dag. En udbygning af løgnene, han allerede havde fortalt i sin barndom – dengang det var besværligt og ikke lukrativt at være anderledes.

Men hvor er det dog desto mere fantastisk nu at høre dem løfte noget af det mystiske slør, der altid har hvilet over Sidney Lee. Moren Bente, broren Troels og veninden Maya medvirker i de første to afsnit. Hvilket også vennen Dennis og ekskæresten Mary-Ann gør.

Sammen stykker de billedet sammen af en mand, der havde svært ved at fungere uden for sit selvbyggede fantasiunivers. Svært ved at passe ind i forventningerne til ham.

Bente, der på alle andre måder end udadtil har haft ekstra tætte bånd med sin søn, siger:

– Når man kan mærke, at barnet er anderledes, så giver det en ekstra moderstreng, vil jeg sige.

Da det gjorde rigtigt ondt

Dokumentaren lader os forstå, at Sidney Lee – der egentlig nåede at hedde Søren Hassel Hansen i den første halvdel af sit liv – havde tre afhængigheder, der gjorde livet svært for ham at leve.

Opmærksomheden, virkelighedsflugten og alkoholen.

Jagten efter den ultimative frihed kostede hele tiden Sidney Lee en masse besvær, for man kan vel ikke blive ved med at vælge kun det lette i livet, fravælge alt det svære? Nok ikke, hvis vi skal være helt ærlige, uden også at gå lidt i stykker hele tiden.

Friheden slog i hvert fald pusten ud af Sidney – og det viste sig at gøre ondt sådan for alvor, selvom folk omkring ham så det som et stort show.

Dokumentarserien “Sidney” lægger sig i samme kategori som fuldtræfferen om Jan Linnebjergs evighedsrolle i “Nissen flytter altid med”, som man flere gang drager paralleller mellem, når man ser Echo-projektet. Og det er altså indtil videre gode, lovende takter.

Den står som et spændende indblik i de mennesker, som vi hylder som originaler, og hvis mørke sider vi af en eller anden grund finder mindre vigtige at svælge i, før de ikke er her længere.

SE og HØR baserer anmeldelsen på de to første afsnit af serien, og kvitterer med 4/6 stjerner.

"Sidney" kan ses på TV 2 PLAY allerede nu, og sendes på TV 2 Echo klokken 20.40 tirsdag aften.