Streaming11 timer siden

Anja Cordes fra "Slaget om Tisvilde": Her har du set hende før

Hvis du synes, at du har set Anja Cordes – der lige nu toner frem i TV 2-serien ”Slaget om Tisvilde” – før, er der noget om snakken
Anja Cordes
Hvis du synes, at du har set Anja Cordes – der lige nu toner frem i TV 2-serien ”Slaget om Tisvilde” – før, er der noget om snakken
 Foto: TV 2

LÆS OGSÅ: Krig i kongefamiliens ferieparadis: Tisser overalt i Tisvilde

I den nye TV 2-serie ”Slaget om Tisvilde” er vi med på første parket, mens en ond krig udspiller sig i kongefamiliens danske feriefavorit:

Tisvildes finkulturelle borgere mener ikke, at rosé og rejemadder rimer på fadøl, fællessang og tre dage lang festival.

Én af de borgere, der kæmper mod den såkaldte Musik i Lejet-festival, er Anja Cordes – og den tidligere advokat er ikke bleg for at give sit helt ærlige bud på, hvem der er problemet i hele miseren: Det er de unge.

- Hvorfor skal der være noget for de unge? De unge har ikke råd til at være her. De kan hygge sig hjemme ved familien. Der behøver jo ikke være fire larmende diskoteker, siger Anja Cordes i første afsnit af programmet.

Anja Cordes. På et splitsekund ændrede hendes liv sig fra at være et aktivt menneske, der stod i retten og procederede på sine skilsmisse-klienters vegne og som i sin fritid var på vandreture med sin mand til et liv med måske-overlever-du og genoptræning i nu flere år.
Anja Cordes fotograferet i 2019 i forbindelse med, at hun fortalte om sit sygdomsforløb.
 Foto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix

Hvis du føler, at du har set den farverige kvinde før, er du nok ikke alene. For Anja Cordes har faktisk før været på skærmen og medvirket i talrige artikler.

Årsagen er, at den 69-årige kvinde har været en af landets førende advokater med speciale i familieret både i og udenfor Danmark. Hun blev uddannet jurist i en alder af 24 år, har haft egen praksis og har gennem adskillige år arbejdet utrætteligt som advokat.

I januar 2014 fortalte Anja Cordes om familieret til mediet B.T. og lod sig i den forbindelse fotografere.
I januar 2014 fortalte Anja Cordes om familieret til mediet B.T. og lod sig i den forbindelse fotografere.
 Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix

Det har betydet, at Anja Cordes har udtalt sig om især familie- og arvestridigheder i en række store medier, ligesom hun for snart ti år siden også medvirkede i TV 2-serien ”Når arven splitter os”. Her forsøgte hun sammen med advokat Ulrik Grønborg samt mediator Tutter Blume at hjælpe familier med at få afsluttet bitre arvesager.

I 2017 blev Anja Cordes’ liv dog med et forandret, da hun blev ramt af en hjernetumor og måtte opereres.

Det lykkedes kirurgerne at fjerne tumoren, men undervejs opstod der blødning, der gjorde hende lam i venstre side.

– Det var ikke så sjovt. Jeg lå jo bare der og vidste, at jeg også skulle have kemo og strålebehandling, og samtidig skulle jeg så have hjælp til alt, fortalte Anja Cordes i 2020 i et interview med ALT for Damerne.

I kølvandet på sygdomsforløbet blev Anja Cordes overflyttet til rehabiliteringscentret Vigerslevhus i Valby. Hun måtte senere afhænde sin advokatforretning, fordi kræfterne ikke var til det mere.

- Samtidig må jeg sige, at jeg føler mig heldig. Når jeg kommer ud på mit træningscenter, sidder der jo mennesker i kørestol, som er handicappede efter en hjerneblødning eller blodprop. I forhold til dem, er jeg sluppet billigt, og jeg er virkelig bevidst om at fokusere på alt det, jeg kan, i stedet for at fokusere på alt det, jeg ikke kan, lød det i 2020 fra Anja Cordes i interviewet med ALT for Damerne.

Sponsoreret indhold