Sport16. januar 2024

Zverev åbner Australian Open overskygget af voldsanklager

I maj måned skal Alexander Zverev, der tirsdag åbner Australian Open, forsvare sig mod anklager om vold fra flere ekskærester
Alexander Zverev er aktuel i Netflix-serien Break Point, der er blevet stærkt kritiseret for ikke at nævne anklagerne med et ord. 
Alexander Zverev er aktuel i Netflix-serien Break Point, der er blevet stærkt kritiseret for ikke at nævne anklagerne med et ord.
 Foto: DAVID GRAY/Ritzau Scanpix

Det bliver i maj måned, at den tyske tennisspiller Alexander Zverev skal i retten for at forsvare sig mod anklager om, at han har begået vold mod sin ekskæreste.

Det bekræfter strafferetten i Berlin mandag til det tyske medie Deutsche Welle.

I sagen er tyskeren anklaget for at have begå vold mod sin ekskæreste Brenda Patea, som Zverev har et barn med.

Han blev i oktober dømt til at betale en bøde svarende til 3,3 millioner kroner i sagen.

Zverev, der tirsdag spiller sin første kamp ved Australian Open i Melbourne mod landsmanden Dominik Koepfer, afviser anklagerne.

I Tyskland kan man blive idømt en bødestraf i visse sager, hvis dommeren mener, at skyldspørgsmålet er ligetil.

Til gengæld kan den anklagede anke kendelsen og forsøge at forsvare sin uskyld gennem en ankesag.

Ifølge talsperson for retten i Berlin Lisa Jani vil Zverev ikke nødvendigvis skulle møde fysisk i retten, skriver Deutsche Welle.

Strafferammen for anklagerne lyder på maksimalt fem år. Det er dog ifølge Deutsche Welle meget usandsynligt, at han ender i fængsel som følge af den oprindelige bødestraf.

Zverev har flere gange udtalt sig offentligt om anklagerne og tordnet mod journalister, der har spurgt ham om det. På et pressemøde i november beskrev han bødestraffen som "komplet vrøvl".

- Enhver med en IQ nær standarden ved, hvad det her drejer sig om, sagde han.

Efter hårdt pres iværksatte ATP i 2021 en undersøgelse af de voldsanklager, som en anden ekskæreste, Olga Sharypova, havde fremsat mod Zverev.

Da fandt ATP ingen beviser mod Zverev, der også for nylig fik en plads i ATP's Player Council.

ATP har fortsat med at promovere tyskeren, der er nummer seks på verdensranglisten.

Sponsoreret indhold