Xabi Alonso skal ingen vegne: - Jeg bliver i Leverkusen
Xabi Alonso bliver på posten som cheftræner i Bayer Leverkusen. Det siger spanieren fredag eftermiddag på et pressemøde ifølge Reuters.
- Det har været en sæson med mange spekulationer angående min fremtid. Der har været travlt, og jeg ønskede at bruge landsholdspausen til at reflektere og tage en beslutning.
- I sidste uge havde jeg en meget god samtale med ledelsen i Leverkusen, og jeg informerede dem om, at jeg bliver i klubben som træner, siger Xabi Alonso.
Der har i løbet af de seneste måneder været rygter om, at Xabi Alonso kunne blive afløser for enten Jürgen Klopp i Liverpool eller Thomas Tuchel i Bayern München.
Klopp stopper som manager i Liverpool til sommer, og samtidig stopper Tuchel som træner i Bayern München.
Men de spekulationer maner Xabi Alonso i jorden med fredagens udmelding. Xabi Alonso har kontrakt med Leverkusen frem til sommeren 2026.
- I øjeblikket ser jeg det som det rigtige sted at udvikle mig som træner. Jeg er en ung træner, påpeger 42-årige Xabi Alonso.
Leverkusen er i denne sæson ubesejret og fører den tyske Bundesliga efter 26 spillerunder.
Med otte spillerunder igen har Leverkusen et forspring ned til Bayern München på ti point.