Sport23. august 2023

Will Levis putter mayonnaise i sin kaffe – sikrer livslangt forbrug af Hellmann's

Mayonnaiseproducenten var meget begejstret for Will Levis brug af deres produkt i kaffen
Will Levis er netop blevet en del af NFL-holdet Tennessee Titans, hvor han skal spille quarterback.
Will Levis er netop blevet en del af NFL-holdet Tennessee Titans, hvor han skal spille quarterback.
 Foto: George Walker Iv/AP/Ritzau Scanpix

Det er sjældent set, hvis overhovedet nogensinde, at nogen putter mayonnaise i sin kaffe.

Ikke desto mindre er det, hvad den nyslåede NFL-spiller Will Levis gør.

En video, hvor han klemmer en klat mayo ned i sin kaffe, er gået viralt og har samtidig sikret ham et sjældent sponsorat.

Det skriver New York Post.

Mayonnaisegiganten Hellmann's har nemlig skrevet kontrakt med Will Levis og givet ham et livslangt forbrug af deres populære produkt.

– Jeg må indrømme, at jeg ikke regnede med, at min kombination af mayonnaise og kaffe gik viralt, men jeg er glad for, at den gjorde, fordi det har sikret mig et samarbejde for livet, fortæller Will Levis.

– Velvidende, at jeg har mayonnaise i mit køleskab resten af livet, er en drøm, der går i opfyldelse.

Også mayonnaiseproducenten ser mange fordele ved deres nye samarbejdsaftale.

– Vi er glade for det her banebrydende, livslange samarbejde med Will Levis. Det er det første nogensinde, som virkelig indfanger hans kærlighed for mayonnaise, lyder det fra Chris Symmes, der er marketingsdirektør hos Unilever, der står bag Hellmann's, i Nordamerika.

– Vi håber, at vores samarbejde med Will minder folk om de mange muligheder, der er med vores produkt.

Udover mayonnaisen i kaffen, så har Will Levis også en anden opsigtsvækkende vane, når det kommer til mad. Han spiser en banan med skræl.

Sponsoreret indhold