Sport 21. august

Vred Anthony Joshua smider bælter ud af ringen efter nederlag til Oleksandr Usyk

Anthony Joshua mener selv, at han burde have vundet over ukrainske Oleksandr Usyk
Det var en oprevet Anthony Joshua, der natten til søndag tabte til Oleksandr Usyk.

Det var en oprevet Anthony Joshua, der natten til søndag tabte til Oleksandr Usyk.

Foto: Hassan Ammar/AP/Ritzau Scanpix

Anthony Joshua mistede besindelsen, da han natten til søndag dansk tid indså, at han for anden gang på under et år havde tabt en VM-kamp til den ukrainske sværvægter Oleksandr Usyk.

Da det stod klart, at ukraineren havde genvundet sine VM-bælter hos forbundene WBA, WBO, IBF og IBO, reagerede den 32-årige brite vredt.

Han kom op at skændes med sit hold og smed to af Usyks bælter ud af ringen, før han stormede væk.

Vredesudbruddet kom, efter at Joshua havde ladet en gylden mulighed for at tildele ukraineren hans første professionelle nederlag slippe væk.

Artiklen fortsætter under billedet...

Også på pressemødet efter kampen var Anthony Joshua berørt af nederlaget.

Foto: Andrew Couldridge/Reuters/Ritzau Scanpix

Den 1,98 meter høje brite havde således udsigt til at vinde i niende omgang, hvor Usyk kun lige akkurat hang ved. Men den 35-årige ukrainer kom stærkt igen og endte med at kontrollere de sidste omgange, inden han blev udpeget som vinder af et delt dommerpanel.

Boksebraget foregik i arenaen King Abdullah Sports City i Jeddah i Saudi-Arabien. Selv foran den dybt konservative kronprins Mohammed bin Salman lod Joshua bandeordene sidde løst.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

- Jeg skulle have vundet, sagde en tårevædet Anthony Joshua på et pressemøde efter kampen.

Under pressemødet var han flere gange for berørt af situationen til at kunne tale.

Alt det hårde arbejde kommer med en pris, forklarede Joshua.

- Det vil aldrig knække mig, men det kræver virkelig styrke, og i aften kom der en lille revne i rustningen, sagde han.

Oleksandr Usyk besejrede Joshua med dommerstemmerne 115-113, 116-112. Den tredje dommer pegede på Joshua som vinderen med stemmerne 115-113.

Sponsoreret indhold