Sport20. juli 2023

VM-værter åbner VM med smalle sejre

VM-værterne fra New Zealand og Australien vandt begge 1-0 på slutrundens første dag
Australien fejrer målet mod Irland. 
Australien fejrer målet mod Irland.
 Foto: Ritzau Scanpix

New Zealands kvindelandshold leverede en overraskelse af de store mod Norge i åbningskampen ved VM i fodbold.

VM-medværterne tog hul på slutrunden i New Zealand og Australien med en 1-0-sejr over de norske storfavoritter.

Senere torsdag gjorde Australien det samme mod Irland. Her var sejren dog knap så overraskende.

Det var det til gengæld, at den blot lød på 1-0. Australiens mål blev scoret af Stephanie Catley på et straffespark kort inde i anden halvleg.

I slutfasen pressede irerne på for en udligning, men VM-medværterne slap altså fra kampen med tre point.

Australien måtte undvære Sam Kerr, der er en af verdens bedste spillere. Kort før kampstart blev hun meldt ude af både åbningskampen samt Australiens næste opgør på grund af en skade.

I kampen mellem New Zealand og Norge skabte Hannah Wilkinson glæde blandt de mere end 40.000 tilskuere i Auckland, da angriberen tre minutter efter pausen gjorde det til 1-0.

Wilkinson modtog inde foran mål en tværpasning fra Jacqui Hand på højrekanten og bankede kuglen i nettet.

Norge kæmpede med at få spillet til at fungere, men med ti minutter igen var Tuva Hansen tæt på at udligne på et langskud. Den newzealandske keeper Victoria Esson fik dog vippet skuddet op på overliggeren.

Værterne overlevede herefter et tungt norsk pres, og med to minutter tilbage fik New Zealand endda tildelt et straffespark.

Et VAR-gennemsyn viste, at en norsk spiller havde haft hånd på bolden, hvilket fik dommeren til at pege på pletten. Den store chance blev dog misbrugt af Ria Percival, der knaldede bolden op på overliggeren.

Ud over New Zealand og Norge består gruppe A af Schweiz og Filippinerne. De to bedste hold går videre fra gruppefasen.

Australien og Irland er placeret i gruppe B sammen med Canada og Nigeria.

Danmark indleder VM på lørdag mod Kina. Senere skal danskerne op imod England og Haiti.

Sponsoreret indhold