Sport4. juni 2023

Vipers vinder Champions League

Det norske storhold slår ungarske FTC-Rail Cargo i finalen
Vipers er Champions League-mestre efter sejr over FTC-Rail Cargo i finalen. 
Vipers er Champions League-mestre efter sejr over FTC-Rail Cargo i finalen.
 Foto: Attila Kisbenedek/AFP/Ritzau Scanpix

Norske Vipers sidder tungt på den europæiske håndboldtrone på kvindesiden.

Det manifesterede klubben søndag aften, da den i en hæsblæsende kulisse i Budapest bankede ungarske FTC-Rail Cargo, der havde et hav af højtråbende fans i ryggen.

Vipers' tilhængere havde fået tildelt et hjørne af hallen, som de prydede i klubbens lyserøde farver, og da kampen var slut, kunne de medrejsende nordmænd juble over en overbevisende sejr på 28-24.

Med et brag af en indsats i anden halvleg gjorde særligt den 43-årige keeper Katrine Lunde sig bemærket hos de triumferende nordmænd.

Det var tredje år i træk, at Vipers fra Kristiansand sikrede sig europæisk klubhåndbolds største trofæ. Det har kun Györ gjort før.

FTC-Rail Cargo overraskede lørdag og slog Team Esbjerg i semifinalen efter et stort comeback. Selvtilliden var derfor i orden, og ungarerne bed også fra sig i første halvleg.

Men de skulle lige i gang. Vipers kom flyvende ud af omklædningsrummet, og særligt tjekkiske Marketa Jerabkova og russiske Anna Vjakhireva gik forrest for nordmændene.

Efter ti minutter scorede Jerabkova til 5-1, og FTC-Rail Cargos træner, Gabor Elek, brokkede sig til et gult kort.

Han var formentlig frustreret over sit holds manglende evne til at bryde en stærk norsk defensiv ned, men det blev bedre, som halvlegen skred frem.

Ungarerne skruede op for fysikken og tempoet i begge ender, og pludselig var de helt oppe i halen af Vipers. Ved pausefløjt var de blot nede 13-14.

Efter pausen forsvandt spændingen dog ret hurtigt ud af opgøret.

Den 43-årige målvogter Katrine Lunde var brandvarm og pillede pynten af de ungarske spillere, som blev mere og mere frustrerede og magtesløse.

Halvvejs i halvlegen var Vipers kommet foran med 24-16, og FTC-Rail Cargo skulle hive noget helt ekstraordinært op af hatten for at komme tilbage.

Men det var tydeligt, at ungarerne var pressede fysisk, og selv om de pyntede på resultatet til sidst, kørte Vipers sejren i hus på overbevisende manér.

/ritzau/

Sponsoreret indhold