Sport14. april 2024

Vingegaards chef melder ud: Touren kommer i anden række

Den danske superstjerne ligger stadig på hospitalet efter sit voldsomme styrt, og han er meget tvivlsom til sommerens Tour de France.
Vingegaard
Jonas Vingegaard ligger stadig på hospitalet efter det voldsomme styrt.
 Foto: Miguel Riopa/AFP/Ritzau Scanpix

Han var klar til at vinde Tour de France for tredje gang i træk, men nu ser det ud til, at den danske bjergged Jonas Vingegaard må følge verdens hårdeste cykelløb i fjernsynet.

I hvert fald er hans chef på Visma-holdet Richard Plugge ikke ligefrem optimistisk i sine udmeldinger, efter danskeren styrtede i Baskerlandet Rundt og brækkede kravebenet, flere ribben og punkterede en lunge.

Til Cyclingnews forklarer Plugge, at han endnu ikke tænker på, hvornår Jonas er tilbage i sadlen – selvom Tour de France i år begynder om to en halv måned - den 29. juni i Firenze i Italien.

- Vi skal først se, hvordan de kommer sig som mennesker, og først derefter kan vi tænke på, hvornår de kan være tilbage på cyklen. Lige nu er det alt for tidligt, vi bliver nødt til at lade dem hvile sig og restituere, forklarer Plugge, som også har holdets anden stjerne, belgiske Wout van Aert ude med voldsomme skader.

Dermed er det ellers så suveræne Visma-hold i store problemer, og Vingegaards chef er forståeligt nok træt af de mange styrt i sporten, som sidste år kostede den unge schweizer Gino Mäder livet.

Flere massive styrt i foråret ser da også ud til at ødelægge den helt store duel i Touren 2024, hvor fans havde set frem til at opleve Tadej Pogacar, Remco Evenepoel, Primoz Roglic og Jonas Vingegaard udfordre hinanden i bjergene.

I skrivende stund er kun Tadej Pogacar på cyklen, og på næste søndag er han klar til at køre klassikeren Liège-Bastogne-Liège – hvor han styrtede sidste år og brækkede en knogle i hånden og måtte opereres.

Sponsoreret indhold