Sport13. juli 2023

Vingegaard afslører: Mærker feltets respekt for den gule trøje

Nogle vil altid være ligeglade, men generelt er der respekt i feltet for manden i gult, siger Vingegaard
Jonas Vingegaard fører fortsat med 17 sekunder til Tadej Pogacar i den samlede stilling.
Jonas Vingegaard fører fortsat med 17 sekunder til Tadej Pogacar i den samlede stilling.
 Foto: Marco Bertorello/AFP/Ritzau Scanpix

Den gule trøje giver vinger, lyder en god, gammel Tour de France-kliché. Men den prestigefyldte trøje giver tilsyneladende også en smule mere plads på vejene.

Jonas Vingegaard fornemmer i hvert fald, at kollegerne i Tour-feltet behandler ham med lidt større respekt, fordi han er løbets førende rytter.

– Jeg mærker, at det er ret meget respekt for den gule trøje. Det gør jeg faktisk. Selvfølgelig vil der altid være nogle, der bare er ligeglade. Sådan er det. Men jeg mærker en respekt, siger Vingegaard.

– Jeg forsøger at nyde hver dag i den gule trøje. Det er den flotteste trøje i cykelsporten i mine øjne. Jeg nyder hvert øjeblik og hver dag, jeg har den, siger han.

Iført den gule trøje sidder han næsten konstant i den forreste del af hovedfeltet på de flade etaper. Teorien er, at der er mindre risiko for at blive rodet ind i et styrt, jo længere fremme man sidder.

På 10 ud af 11 etaper er han kommet i mål blandt de 25 første. Også på onsdagens sprinteretape, hvor et pludseligt regnskyl skabte lidt usikkerhed mod slutningen.

– Hele feltet var nervøst. I Tour de France er det altid mere hektisk end normalt. Men holdet er fantastisk til at holde mig fremme og i sikkerhed, siger Jonas Vingegaard.

Torsdag skal rytterne over fem kategoriserede stigninger. De er dog ikke lange nok, til at etapen kan kaldes en rigtig bjergetape.

De fleste forventer, at vinderen skal findes i et udbrud.

Sponsoreret indhold