Sport1. maj 2025

Vil forbyde transkønnede i kvindefodbold: - Vi ændrer vores politik

Vil ikke længere kunne spille kvindefodbold i England, oplyser FA

Transkønnede kvinder kan ikke deltage i britisk kvindefodbold.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Det Engelske og Det Skotske Fodboldforbund.

Baggrunden for beslutningen er, at Højesteret i Storbritannien for nylig afgjorde, at ordet "kvinde" skal forstås som "biologisk kvinde" i landets ligestillingslov, og det får nu konsekvenser i fodboldmiljøet.

- Det er et komplekst emne, og vores holdning har altid været, at hvis der skulle ske en væsentlig ændring i lovgivningen, ville vi gennemgå det og ændre politikken for breddefodbolden, hvis det var nødvendigt, lyder det fra forbundet.

- Højesterets dom fra 16. april betyder, at vi ændrer vores politik. Transkønnede kvinder vil ikke længere kunne spille kvindefodbold i England, og denne politik vil blive implementeret fra 1. juni 2025.

Kendelsen fra sidste måned i den britiske højesteret gik på, hvorvidt en transkvinde med et formelt kønsskiftecertifikat er beskyttet mod diskrimination som kvinde i henhold til Storbritanniens ligestillingslov.

Simon Blake, direktør for LGBTQ-organisationen Stonewall, kalder på sin hjemmeside beslutningen "dybt bekymrende for transsamfundet."

Det har man forståelse for hos FA.

- Vi forstår, at det vil være svært for folk, der blot ønsker at dyrke den sport, de elsker, med det køn, de identificerer sig med.

- Vi vil kontakte de registrerede transkønnede kvinder, der i øjeblikket spiller fodbold, for at forklare ændringen, og hvordan de kan blive ved med at være en del af sporten, lyder det.

Emnet har også været diskuteret i Dansk Boldspil-Union (DBU) de seneste år.

DBU nedsatte i 2023 en komité, der skulle afdække, hvordan fodbolden kunne blive mere inkluderende, når det gælder kønsidentitet.

Det mundede blandet andet ud i en anbefaling om, at transkønnede, nonbinære og interkønnede personer selv skal have lov til at vælge, hvilket køn de vil spille med. Forslaget gælder kun breddefodbolden og dermed ikke eliten.

Sponsoreret indhold